Carl Moe, Harboøre.
5 år efter den sølvbryllupsfest, vi skal med til om lidt, kommer den 29. årige Carl Moe til at krydse C.C. Müllers vej. Det sker da Moe første gang skal til Harboøre og mere eller mindre tilfældigt kommer til at gå i kirke i Hygum og dermed får en fornemmelse af den åndelige fysiognomi for egnen.
Som 77-årig skriver Carl Moe sine erindringer. Her er refereret fra Nedergårds Dansk Præste- og Sognehistorie 1849 til 1949, Viborg Stift.
Moe fortæller, hvad han havde fortalt kultus-ministeren, – han var hos denne for at beklage sig over de ringe og fattige forhold i embedet på Harboøre. – Han gør kultus-ministeren opmærksom på, at det er en øde og fattig land at rejse til.
| “Rejsen gik over Aarhus til Struer og derfra med en dagvogn de 3 mil til Lemvig.Mon nogen af nutidens ungdom har prøvet at køre flere mil i en saadan dagvogn med gamle, stivbenede og forslidte heste og med ophold ikke blot i hver kro, men ved næsten hvert hus for at tage bud og passagerer med?I Lemvig maatte jeg overnatte for saa at fortsætte næste dag, som var en søndag, ikke paa cykle, men paa mine ben og med randslen paa ryggen de sidste 2 mil ud til Harboøre.Midtvejs hørte jeg, at der var gudstjeneste paa den tid i Hygom. Det var en slem afstikker, men det var søndag, og saa gik jeg derover og fik her det første indtryk af egnens aandelige fysiognomi. Men præstens tale (Müller) var mig dog alligevel for ringe, gruelig kedsommelig og indholdsløs, og for en tom kirke. (I Carl Moe’s erindringer side 48 står: Det var mig dog alligevel for ringe, grusommeligt kedeligt sådan som en gammel rationalist kan præstere det for en tom kirke). Manden, der med megen venlighed og for mange taksigelser havde vist mig derover, blev senere min bitre fjende.Saadan kan det jo gaa, og videre gik jeg i mine egne tanker fremad gennem det bugtede og frugtbare højland, strejfende Engbjerg sogn, som var annex til Harboøre, og hvis lille kullede kirke, der snart skulle blive berygtet, var synlig i det fjerne.
Saa nedad den store bakke til det flade, af havet og Limfjorden omgivne og med mange smaa og store vandpytter opfyldte land, der laa udbredt for mit undrende, men ingenlunde begejstrede øje. Harboøre er et meget grimt, ujævnt og fuldstændig træløst land, uden mindste læ for stormene fra havet. Overgang fra de bløde, sydfynske haver til denne barske egn var ret følelig og ikke uden videre behagelig. Der var ca 38 kilometer (5 mil) til nærmeste jernbanestation og 15 km til købstad (Lemvig) og naturligvis hverken telegraf eller telefon, kun postforbindelse 3 gange om ugen. Der var ikke en gang en ordentlig vej derud, kun et spor i sandet, som, naar havet rejste sig, kunne oversvømmes og kun med fare befærdes. Først nogle aar senere, da jeg selv under en tur til annexet var væltet, og en pige, der en aften maatte sejles over, var druknet, blev…….”
|
