Indlæg ved sognets høstfest 2019

(Tale-manuskript benyttet af Sonja Nørremark under indlægget.)

Bemærk: Klik i billederne for at se dem i stor størrelse. Alle billeder åbner i et nyt vindue, der
lukkes ved at klikke på ✖ i det opadvendte faneblad. Eksempel:

  • eller simpelt hen tage Ctrl+w

 

Danmark var tidligere et stort landbrugsland, men mange vil gerne betegne landet som et service- og informationssamfund. Men det er ikke helt korrekt. Danmark er stadig et landbrugsland. Godt for det!!!

Næsten 2/3 af Danmarks areal er landbrug, hvoraf 54% udgør korn, så der er stadig noget at fejre ved en høstfest.

Jeg tror heller ikke andre erhverv holder noget, der minder om høstfest ved at fejre deres produktion, som for eksempel IT-virksomheder og banker, selv om det er dem, der skummer fløden.!!! Det kunne måske hedde computerprogrammernes fest eller pengenes fest, hvem ved.!!!!

Men landbruget betyder meget for os alle, om man vil det eller ej!! For man kan sige, at det danske landskab er lig med landbruget. Det er markerne, der er kernen i det danske landskab. De dominerer billedet. Det er bare et skønt syn med de velplejede marker, ( lige med undtagelse af nogle økologiske kornmarker, hvor der stritter lidt forskelligt op)

I gamle dage, da man høstede med le og kvinderne bandt neg, var høsten i marken virkelig en fest. Man tog sit fine tøj på, selv om det jo støvede, og det var varmt at arbejde.


ERINDRINGER FRA MIN BARNDOM PÅ VEJBJERGGÅRD

Vi skal dog ikke så langt tilbage, men til først i 1950 erne. Så hør godt efter børn hvad jeg og min bror blev sat til, da vi var 7-8-9-10-11 år. Der var ingen Ipad eller mobiltelefoner. Men efter skoletid skulle vi finde det gamle tøj og ud at hjælpe især i marken, dog ikke hver dag. Mine to mindre søskende har ikke skullet lave så meget og slet ikke det samme , da mekaniseringen begyndte at gå hurtig midt i 1950erne. Men før den tid. !!!!  Se Vejbjerggård 2018


Der var 3 spand heste, af store jydske og belgiske racer, med hove så store som pandekager.
Dem skulle man ikke sætte tæerne under.

På det tidspunkt var der selvfølgelig også nogle medhjælpere, karle som de blev kaldt. Det var indimellem nogle barske fyre. Engang var der en af dem, som ikke ville klippes. Så bandt de andre ham til en stol og satte ham i en grisesti og klippede håret i bund i en stribe fra panden og til nakken. Så hvis han ikke ville se sådan ud, måtte han jo tage til barber.

En anden karl ville ikke vaskes. De andre smed ham så i fjorden, selvom han var vandskræk.
De drillede ham så med!!! , at der kom 10 par strømper til syne, efterhånden som han blev opblødt.

Forfærdelig sludder, så I kan se, de var ikke gode ved hinanden. Mobning!!!!

Faktisk havde man en Munktells som eksemplet her viser

Én traktor med selvbinder, én med mejetærsker??


Jeg kan huske den første traktor, min far havde, var en stor skrummel med jernhjul og håndsving. Efter nogle år blev der købt 2 Deutz-traktorer og nogle af hestene blev solgt.

Men ikke de sidste 2. (som ses på billedet)

Indlægsholderen holder den bagerste hest, ca 1957


 

 

 

 

 


STALDEN
Mit arbejde i stalden, kan jeg huske, var , når en so skulle få grise, at sidde ude i soboxen og samle de nyfødte grise op i en tønde, indtil soen var færdig med at få grise. Tænk hvis Leif og Grethe skulle sidde og samle grisene fra på den måde. Helt uoverskuelig.!!! Med hensyn til prisen på et slagtesvin dengang – i 1955 var den på ca 210,-kr. For det husker jeg tydeligt, fordi det var almindeligt, at man gik med sine tænder, indtil de var rådnet op. Og da jeg var 11 år, kom nabokonen og sagde til min mor, at hun syntes jeg burde til tandlæge. Det var jeg så og kom hjem med en regning på 210,-kr., hvortil min far nær var gået bag af stolen og sagde, det er lige så meget som et slagterisvin.

Hvis man går ind i et program, der hedder oldmoney.dk, vil man kunne se, at med den inflation i tidsrummet fra 1955 til i dag, så skulle et slagtesvin koste 3.336,-kr. Til sammenligning kan Arne huske, at en arbejdsmand i 1957-58 skulle have 8,-kr. i timen, og går man ind i programmet, ville det blive til 119,5 kr. Det passer jo nogenlunde i dag. Så der er noget helt galt med grisepriserne.


OM FORÅRET.

Eksempel på såmaskine med “gangbro”

Om foråret skulle vi hjælpe med at så, idet vi stod bag på såmaskinen, på en form for gangbro.

Såmaskinen blev trukket af en traktor, hvis så det slæbte ved tuderne, eller de var stoppet, skulle vi løfte dem og få kornet til at løbe ned igen. Det støvede meget, og man fik tit jord i øjnene.

Dette billed-eksempel mangler 2 ting: En kasse, så marksten kunne indsamles og et sæde til den, der styrede tromlingen.

Efter såningen blev jeg sendt af sted med én hest foran en harve og en tromle, som var spændt sammen, og en kasse til sten på tromlen.

Heldigvis havde far også sat et sæde på tromlen, så jeg ikke skulle gå. Hesten syntes jeg godt måtte få en tot græs ved enden i diget, men min far syntes, det nogle gange tog lidt for lang tid.

Børn hakker roer ved konkurrence om markpasning (bedømmelse i gang). Ved Råbjerghøj i 1960-erne

Vi blev også sat til at hakke roer. Vi fik lidt for hver række men ikke meget. Det var jo en form for gulerod, ellers skete der for lidt. Men da jeg gik i 4. mellem, – svarer til 9 kl.- , skulle jeg til eksamen. Jeg gjorde så det, jeg læste i lærebogen ved enden af rækken, så kunne jeg gå og repetere i den næste omgang. Da fik vi trods alt 1 kr. pr række, men de var også lange. Jeg skulle også sommetider køre traktoren foran radrenseren, og arme ve og vel, hvis jeg kørte skæv for rækkerne. Så blev der råbt bagfra. Det var især svært at ramme rækkerne ved enderne, for man skulle hele tiden tænke på, hvad det var for en række, man skulle op i.

 

 

HØ:
Der skulle også bjærges hø.

Selve traktor-forken med 3 flænder ses ikke

Min far lavede en slags greb monteret bag på traktoren, Flængerne passede lige til at gå ind under rytterne( stativ som høet var lagt op på, så det kunne tørre). Så var man fri for at læsse det på en vogn for at køre det hjem.

Eksempel på hesterive

Når rytterne var fjernet, skulle der rives efter. Jeg fik så en hest foran en rive, en krat som vi sagde. Det var en med to store hjul og halvrunde flænger. Rækkerne skulle helst være lige, men det var ikke altid let, hvis høet hang lidt fast i flængerne. Jeg måtte høre for, hvis rækkerne slyngede sig alt for meget.

 

 

 

HØSTEN:
I høst kørte jeg tit traktoren foran selvbinderen. Når så negene skulle sættes i skorke, skulle vi hente dem hen til en medhjælper, som satte dem 2 og 2 til der var 6 eller 8 i hver skork. Da så negene havde stået på marken i 8-14 dage for at modne færdig, skulle de køres hjem i laden.

Jeg blev somme tider sat til at lægge læsset i marken. Her skulle negene vende rigtigt så strået vendte udad og toppen indad og lidt nedad. Men hvis det skulle gå rigtig hurtigt, blev jeg sat til at køre imellem mark og lade med 2 heste (det var før der blev købt traktor) . I laden tog man stjætten med de to heste af den fulde vogn og satte på den tomme vogn. Så kørte jeg tilbage til marken og fik to andre heste og en fuld vogn og kørte så tilbage til laden, så fremdeles. Engang gik det galt, da jeg jagede for hårdt på hestene og kunne så ikke styre dem. Så jeg kom til at køre omkring en telefonpæl med en hest på hver side. Det hev noget i det hele og synd for hestene, men jeg har vel også kun været en 8-9 år. I laden, som var delt op i ”gulve” og en ”køren”, blev negene også lagt på en bestemt måde ligesom på vognen.

Når høsten var i hus, fik vi æbleskiver, lige så mange vi kunne spise, men den der spiste flest skulle vaske op.

Mejetærsker var stadig lidt af en sensation. – Kommer i avisen 4 år efter den er anskaffet.

I 1954 købte min far en bugseret Claas-mejetærsker (ses på billedet). Så blev det på en hel anden måde med høsten. Så skulle der i stedet køres halmballer ind og hentes kornsække på en flad vogn. Kornsækkene vejede ca. 100 kg. Det foregik på den måde, at to mænd havde en stok, som de satte under sækken på den nederste halvdel, så kunne de på hver sin side løfte sækken op.

 

 

 

 

KARTOFLER:
Så blev det kartoffeltid, hvor der kom nogle daglejere og skoleelever for at samle kartofler, som lå i en række efter kartoffeloptageren. Så var vi to til hver kurv , kravlende på hver sin side. Når så kurven var fuld kom en voksen og tømte kurven i en vogn. Så havde vi en lille pause, og der kunne vi godt nå at smide en kartoffel eller en jordknold i røven på dem foran.

Kartoflerne blev så kørt i kule eller hjem i kartoffelkælderen. Noget vi ikke rigtig gad, var at sortere kartofler om vinteren. Der var rådne imellem og spirer og så mus. Føj. Men det kunne vi godt efter skoletid, mente min far.

ROETID
Om efteråret skulle vi også hjælpe i roerne. Da fik min bror og jeg hver et skuffeljern med i marken. Så skulle vi skære toppen af roerne, 5 rækker skulle smides sammen. De to inderste var de letteste, men den 5 var træls, da toppen samtidig skulle smides længst over til de andre 4. Så fik vi ikke ros, hvis vi havde skåret for langt oppe, så bladene var løse eller for langt nede, så der sad for meget af roen ved toppen. Roetoppen blev så kørt hjem i en silo, hvor vi blev sat til at træde dem sammen. Og der blev strøet et holdbarhedsmiddel på, for vi kunne ikke træde dem ordentlig sammen, så al luften var ude.Når så toppen var fjernet, skulle roerne samles. Når der var kørt med roeoptageren, lå roerne sådan, at der kunne køres med en flad vogn imellem. Så fik min bror og jeg hver en fork, så kunne vi på hver sin side hjælpe en voksen med at læsse roerne. Det var altid det bedste med en tom vogn, da det var lettes at slippe af med roerne på kanten af vognen. Roerne blev kørt i roekule, som om vinteren blev dækket med halm og jord. Senere, da plastikken blev opfundet, kom der et lag plastik efter halmen, så kunne det lettere holde frosten ude, men det måtte ikke blive tæt i toppen, så rådnede roerne .
TÆRSKNINGOm vinteren skulle vi også hjælpe med at tærske. Jeg har tit skullet forke negene fra den inderste side af ”gulvet” ud til ham, der forkede op til min bedstefar, som altid lagde i tærskemaskinen. Han stod i en kasse. Sommetider kom der mus ned til hans fødder, så han havde altid bundet noget stramt om bukserne forneden, så musene ikke kom op i hans bukser. Der var også frygtelig mange mus inderst i ”gulvet”, og især jo længere vi kom ned, var det rigtig slem, og de ulækre nøgne museunger var næsten ikke til at klare.Sommetider skulle min bror og jeg hjælpe hinanden med halmballerne, som var løsbundne og kom op på loftet fra tærskværket. De skulle slæbes hen på loftet, og til at begynde med var der langt. Så lavede min far en form for slæde af rafter og et reb, som vi tog om maven. Så kunne vi have flere med på slæden end en i hver hånd. Det gik meget nemmere, da det var et hvælvningsloft.Min far tog altid kornet fra i sække og sørgede for at remmene var voksede.

Det var lidt om hvad børn hjalp til med på en gård for 65-70 år siden. Det var ikke noget specieltfor mit vedkommende, sådan var det.

AFSLUTNING.I dag har vi i Danmark mange dygtige landmænd og tænk, hvis alle i landet arbejdede lige så meget som dem og risikerede lige så meget økonomisk, Så ville vi være verdens rigeste land.!!!!Så har vi kun at håbe, at myndighederne vil være mere realistiske og kun lovgive efter det, der er ordentlig undersøgt i disse ”klimatosser” tider. Ellers kan man hurtig ødelægge dansk landbrug.

SONJA NØRREMA

Efter nogle år blev der købt 2 Deutz-traktorer og nogle af hestene blev solgt – 
Print Friendly, PDF & Email