Hygum december 2006.
Husk muligheden for selv at bestemme skriftstørrelsen: 1) klik med musen i teksten 2) hold Ctrl nede samtidig med af musens rulleknap bruges.
Et besøg hos forpagteren af Hygum Præstegård 1989.
En sølvbryllupsrejse til Hygum Præstegård for 150 år siden. (2022!)
Forhistorien. (vil også fremgå af de besøgendes takkebrev)
For 30 år siden (1989 Web-master) fik vores præstegårdsforpagter besøg af et ældre ægtepar – Hiort-Lorenzen. De vil gerne se præstegården idet konen – Elly Hiort-Lorenzens – farfar havde været præst i Hygum fra 1871 til 1879.
Under dette besøg nævner Elly Hiort-Lorenzen, at hun ejer et brev omhandlende en rejse til sølvbryllup i Hygum Præstegård 1872. Om man var interesseret i at se det. Heldigvis siger forpagterfruen ja til det, hvorefter det ældre ægtepar sætter sig til at maskinskrive brevet med bibeholdelse af den gamle stavemåde. Det bliver til syv maskinskrevne sider uden margin og uden én eneste linieskift. Der er også meget få punktum og kommaer, hvilket gør brevet omstændeligt at læse. Men man tør slet ikke tænke på, hvordan det ville have været at læse det, hvis Hiort-Lorenzen bare havde sendt en fotokopi at det håndskrevne brev med gotiske bogstaver!
Undertegnede har nu scannet og behandlet resultat med Optical Character Recocnition (OCR), hvorefter teksten er blevet redigérbar.
De fleste punktum og kommaer er sat af undertegnede; så er alle “ny linie”-skift. Der insisteres ikke på, at det er gjort fejlfrit.
Men tekst og stavemåde er ikke ændret; er noget ændret, skyldes det en fejltagelse!
Brevet om sølvbryllupsrejsen er skrevet til en Signe, som vi ikke ved hvem er. Brevskriveren er Augusta Müller gift med en bror til sølv-brudgommen.
Hygum julen 2006 Thorkild Houe Andersen (Selvbestaltet Web-master)
PS:
Almindelige links i brevet vil åbne et nyt vindue med supplerende oplysninger. Som det ses i turkis tekst til højre, lukkes det igen med klik på X opadvendt.
Tekst med prikker under: Læs bare den lille skærmtekst, der kommer af sig selv når musen sættes over teksten.
Følgebrevet.
Til forpagterfruen (desværre husker jeg ikke navnet) ( Sonja Nørremark Web-master )
I efteråret 1989 var min mand og jeg i Jylland på Spor efter de to præstegårde, hvor min farfar havde været præst. Den ene i Bryndum v. Varde, den anden i Hygum, hvor De var saa venlig at vise mig rundt. De sagde, at De gerne ville læse den gamle beretning om en sølvbryllupsreise til Hygum, som jeg ejede.
Nu har jeg maskinskrevet den, men bibeholdt den gamle stavemåde.
C.C.Muller var søn af pastor D. Muller i Gram og flere af disse Gram-sønner var med til festen, bl.a. Augustas mand, de kom fra Voldum – og de to tvillingbrødre Niels og Hans.
Sølvbruden Hedevig var datter af købmand Hovmand Rødby.
C.C.Müller var født i 1815 og var fra 1854-71 præst i Bryndum og 187l-79 præst i Hygum. Levede som emeritus i Holstebro og døde der i 1899, så parret nåede at holde guldbryllup.
Drengen Adolf var næst yngste barn, de voksne sønner studerede i København og kom ikke til festen.
Min far blev landbrugskandidat og grundlagde et frøfirma i Hamburg.
Med venlig hilsen
Elly Hiort – Lorenzen
PS.
Jeg syntes ikke præstegården lå så lavt, som Augusta skriver
Selve brevet.
Du har anmodet mig om kjære Signe, at give dig en fuldstændig Beretning om vores Reise til Hygum og Festen den 15′ October og jeg vil derfor se at samle alle Minder saa godt Jeg kan.
Vi begyndte Reisen herfra Mandag den 14′ October Kl. 6 ½. Veiret var mildt og stille, men det var dog ikke uden en lille Beklemmelse at vi to Gamle forlode vort Hjem og begave os paa denne lange Reise. Det var jo rart at vi havde faaet Sophie med, hvilket først blev bestemt en Dag før Reisen. Egnen laa fredelig og smuk i Morgenbelysning, endnu var der jo noget tilbage af Sommerens Pragt, som jeg nu i mit stille Sind tog Afsked med, thi en Storm kunde let tage de løse Blade, inden vi atter saa vor Hjemstavn igen.
Man siger for et gammelt Ordsprog, at man skal lægge Mærke til, naar man begynder en Reise, hvem man først møder, er det en gammel Qvinde betyder det Uheld, møder man unge Svende, da kan man glæde sig til et godt Udfald af Reisen, og jeg syntes ordentlig, jeg blev hel godt tilmode, da vi mødte den ene Dreng efter den anden (hvilket forresten vist var helt naturligt, da Vogtedrengene skulde drive Kreaturerne ud)
Tilsidst henimod Hadsten indhentede vi en Mandsperson, som med ilende Skridt gik henad Veien. Müller, som altid er saa hensynsfuld, faldt strax paa, at det vist var en som skulde samme Vei som vi, holdt stille og tilbød ham, han maatte kjøre med, hvilket Tilbud blev modtaget med det mest straalende Ansigt og vi begyndte saaledes vor Rejse med en god Gjerning.
I Hadsten havde vi kun Tid til at samle vort Tøi og tage Afsked med vor Karl, saa peb det, vi blev indstuvede i en Coupé og fløi saa afsted forbi Smukt og stygt. Reisen var ikke videre interessant, den ene Studehandler steg ud og en anden ind og saaledes gik det hele Tiden. Træk, Rumlen og Tobaksrøg bidrog til at skaffe mig en ordentlig Hovedpine.
I Viborg vilde Müller vi skulle stige ud og rette Benene lidt, vi gik hen for at faa et Glimt af Domkirken at se, meget fortumlet som jeg var, er jeg ikke paa det Rene med om det var Domkirkens Ydre eller en Fabrik. Vi rumlede snart videre og naaede omsider Struer.
Ligesom vi skulde forlade Coupeen var der en Studehandler, som fik at vide hvem Müller var og blev saa henrykt over at træffe en Broder til Rektoren i Thisted, at han i en Fart præsenterede os for sine venner og det var tydeligt at mærke det Müllerske Navn havde en god Klang paa denne Kant af Landet.
Jeg kunde godt lide Struer skjøndt det er bart og i Grunden øde er der noget nordisk over Stedet, de høie Banker, det friske Hav og saa det, at man med Damp kan flyve baade over Vand og Land tiltalte mig.
Forresten kunde jeg næsten have Lyst til at indsende en Klage over saa lidt der er sørget for de Rejsende, naar jeg undtager et smukt Aftrædelsesværelse er det ingenlunde tidssvarende, at der slet ikke er tænkt paa at de Rejsende kunde faa lidt at nyde, vi havde havt lidt Smørrebrød med paa Reisen, men saa løftede Opvarteren paa Kaffekanden, som befandtes at være tom og saa sagde han med en lidt uskyldig Mine, at der ingen Kaffe var og ingen Tid til at lave ny og dermed var det i Orden, saa spurgte vi om vort Tøi og om nogen kunde eller skulde hjælpe os dermed? Der blev svaret at de gjerne vilde hjælpe os, naar de blot kunde faa Tid. Diligencen holdt for Døren og da vi ingen Gjæstmildhed havde i Vente, samlede Sophie og jeg hvad vi kunde bære og tradskede af medens Muller sørgede for Billetter som de ligeledes neppe havde Tid til at give os.
Da Sophie og jeg kom til Vognen laa der allerede en Skindpelts og lidt efter korn en bebrillet Skikkelse og puttede sig ind i Vamsen.
Da Müller kom, rullede vi afsted mod Lemvig. Det viste sig da snart, at det var en Præst, som udgjorde vort Rejseselskab, han talte en Del, dog mest om materielle Gjenstande, hvad Farve han havde kunde jeg ikke ret blive klog paa. Hans Broder er Præst for en Frimenighed, han lod til at have meget Familiesind, saa det er rimeligt han nærede samme Anskuelse som Broderen.
Müller fik sig omsider en lille Lur og jeg sad og betragtede Naturen, som i Grunden har noget storslaaet over sig, de store Høie, det bugtende Hav, som viste sig i de dybe Kløfter og saa de uoverskuelige Strækninger havde noget tiltalende, og desuden er det frugtbart og ikke saa lidt bebygget.
Ved flere store Gaarde sporede man dog lidt Plantning, forresten er det bart altsammen og Veien forekom mig uendelig lang. Man kan nu slet ikke se det mindste af Lemvig før man lige ruller ned ad en Banke. Præsten, som var godt kjendt paa Egnen, fortalte mig Navnene paa alle Kirker vi kom forbi.
Da jeg beklagede mig over at Lemvig blev saa længe borte, fortalte han mig saaledes fandt alle Mennesker, naar de første Gang kom dertil. En Karl, som engang havde kjørt for et Par unge Folk, som skulde til Lemvig havde følt det i høj Grad. Reisen gik fra Horsenskanten før der var Jernbane, saa det var en ordentlig Tour, men intet Sted forekom Karlen saa langt, som fra Struer til Lemvig.
Paa en Gang saa de reisende Karlen dreie fra Veien ind mod et Hus og da de spurgte hvad der var i Veien svarede han ganske gnaven:” A vil af og spørge om der er noget til, som hedder Lemvig.”
En anden person, der i de nærmeste 10 år herefter får enorm betydning for Hygum også, beskriver Struer-Lemvig-turen i diligence og krydser tilfældigt vores Müller. Web-master.
Jeg kunde næsten følt mig fristet til samme Spørgsmaal, da vi ved en Dreining af Veien saa den lille By ligge for os. Den ligger i en Hule, men om Rimet “den duer aldrig en Smule” kan anvendes her, skal jeg ikke fordriste mig til at yttre noget om.
Da vi kom ud af Vognen mødte vi strax et smilende Bondeansigt, det var Karlen fra Hygum. som vandt mit Hjerte ved den øiensynsynlige Glæde og Venlighed hvormed han bød os Velkommen, det viste sig nu ogsaa at være den Karl, som var fulgt med dem fra Bryndum.
Han havde ogsaa Bud om Christian fra Aalborg og vi var kjede af, at han ikke var der men vi maatte jo trøstig rulle mod Bestemmelsesstedet.
Det gik gallant i Vienervognen og omsider vendte Karlen sig om og sagde: “der er Hygum og der gaar nogen fra Præstegaarden.”
Der blev snart en livlig Velkomst scene. Begge Marierne bleve henrykte over at Sophie var med. De kom ind i Vognen til os. Müller steg ud og fulgtes med Caspar, vi kom snart til Præstegaarden, hvor Hedevig, hendes Moder og de andre Børn stode og tog imod os og vi havde en Følelse af at være rigtig velkomne.
Fortumlet var jeg forresten og havde en seig Hovedpine, men muligt det bestod lidt af Sult, da vi havde nydt en kraftig Kødsuppe med et Glas Vin til begyndte jeg at komme mig. Stemningen var saare gemytlig, Brødrene glade ved at være samlede. Oncle Hans sad og læste paa Vignetten paa Vinflasken ” Caves de la Gironde “, det oversatte han med stor Frihed som at vi skulde have Kage til, og det fik vi, den ene Spøg efter den anden lød, og Du vilde sikkert kjære Signe have moret dig, om du havde været med.
Det blev temmelig sent inden vi fik spist og drukket Kaffe, saa begyndte vi at afhandle, hvorledes Festen skulde være den næste Dag. Niels, Hans og Kjøbmand Hovmand vare umaadelig ferme, Sofa og andre Gjenstande bleve i Hast flyttede fra Salen ud i Spisestuen, som indrettedes til et allerkjæreste lille Cabinet. Spisebordene opstilledes i Salen i T -Form og mange Ting aftaltes angaaende den forestaaende Fest .
Saa skulde vi have The, og Klokken slog imidlertid 12, saa begyndte vi at gratulere Brudeparret og jeg kom med vor Brudegave, lidt efter kom Niels og Hans meget comisk begge holdende paa en Bakke, hvorpaa stod en yndig Æggekoger af Nysølv, den blev almindelig beundret, og saa bestemtes, at vi strax skulde prøve den, og under en næsten høitidelig Taushed kogtes der Æg midt om Natten, som bleve ombudte til Lysthavende og befundne særdeles vellykkede.
Det blev bestemt, at Herrerne næste Morgen skulle have The på Værelserne og fik omsider denne Dag til Ende, som vi havde begyndt klokken 5.
Festdagen vare vi ligefuldt temmelig tidligt paa Færde, kun Høgsbro forblev på sit værelse, det var hel comisk da Caspar kom ind til ham og i idet han så ham ligge og drikke The spurgte deltagene er du syg kære svoger; det opklaredes at det var lutter Lydighed der holdt ham i Sengen.
Pastor Bjerrum kom med sin Datter Kl. 9 1/2, han skulde nemlig forrette Altergang, Brudeparret commounierede.
Vi andre festliggjorde Stuerne og opstillede Brudegaver, medens de vare i Kirke, vi smykkede Bordene med Blomster, som vi tildels selv havde medbragt, der kom en vidunderlig deilig Bouket til Bruden fra Gartneren paa Gram, som er gift med en af Bjerrums Døttre. Det var et rørende Sammentræfat der saaledes ligesom skulle komme en Hilsen fra Müllers Fædrehjem.
Da alting var færdigt, trak vi os alle tilbage for med tilbørligt Hensyn at smykke os til Festen, ligesom jeg var færdig, kom de første Gjæster: Provsten fra Lemvig med Frue, Pastor Broager ene og Fru Vaupell, hvis Mand var i sit Embede ved Varde, medens hun endnu var i Harboøre.
Da Selskabet var samlet gik vi til Bords. Brudeparret forrest, Hedvig saa godt ud i den moderne elegante Silkekjole med en lille fin Kappe med Sølvax paa Hovedet. Brudeparret sad midt for Bordet som dannede T’ets Hoved, dette Bord, som jo var det vigtigste var særlig smykket. Et Kransekagehorn stod ligefor, det var omslynget af en Krands, og desuden laa en Bouket for hver af Brudeparret. Et Par smukke Stager, en gave fra Høgsbro lyste smukt lidt længere nede, paa hver Ende af Bordet stod dine smukke Vaser med Blomster. Lige overfor Brudeparret, der hvor Bordet var øget brændte en Hængelampe og under den var anbragt en smagfuld Ordning af en Mængde Asietter, som vare indhegnede af en yndig Krands af Blomster. Nærmest Bruden sad Provsten, som havde mig til Bords, nærmest Brudgommen sad Fru Hovmand som var Lyders Dame. For Enden af det mindre Bord sadde Brødrene Niels og Hans samt Hovmand med de saakaldte Brudepiger: Marie Thisted, Marie Hygum og Sophie, vi vare lige par tilbords. Retterne vare Suppe, Rombudding, Bede, Hare og Gaasesteg, Krandsekage, Æbler, Rosiner og Mandler.
Oncle bød Selskabet velkomment, særlig de langveis fra, Brødrene, Hovmands og Høgsbro. Lidt efter reiste Provst Jørgensen sig og holdt en værdig Tale til Brudeparret. Den skaal var tiltænkt Lyder, saa Brødet blev paa en Maade taget fra ham; vi havde jo desuden medfølgende sang, som skulde synges, den blev nu ombudt og sunget med god Virkning, hvorpaa Lyder tillod sig igjen at drikke Brudeparrets Skaal, han turde nok sige at han var Brudgommens ældste Ven, som jo var naturligt da de vare jævnaldrende Brødre, men han turde ogsaa nok sige at han var den af Familien Müller, som havde det grundigste Kjendskab til Bruden, han takkede dem begge for det Hjem han med Familie havde havt hos dem i de mange Aar vi havde levet sammen i det kjære Vesten.
Efter et lidet Ophold, hvori Passiaren imidlertid gik livligt, og Herrerne af og til drak et glas med hinanden, blev atter en lille Sang ombragt for Hedvigs Moder, som gik godt, Kjøbmand Hovmand takkede strax paa sin Moders Vegne, og saa sagde Høgsbro et Par vakkre Ord til Fru Hovmand, som omtalte den Gjæstmildhed han med sin Forlovede i sin Tid havde nydt hos dem, og saa blev hendes Skaal drukket.
Lidt efter rejste Niels sig og talte : det er bekjendt at man nord for Limfjorden staaer lidt udenfor Loven eller rettere har sine egne Skikke, det var saaledes Skik i Thisted, at naar man vilde proponere en Skaal, sang man gjerne et Vers for at hæve Stemningen. Han vilde saaledes bede de Tilstedeværende synge det sidste Vers af den første Sang før han kom med sin Skaal, det skete og saa udbragte han Skaalen for Roserne. Egnen her kunde vel egentlig ikke kaldes heldig for Roser, det lod imidlertid som de trivedes godt her. Taleren fandt at Sønnerne vare lidt tilsidesatte, idet de blot vare nævnte som en Sønneskare stor, jeg tillod mig at forsvare Udtrykket, thi naar Ludvig kom med, som skjøndt de vare saa mange iforvejen dog havde fundet et et saadant et Hjem i Familien, at jeg var sikker paa han som en Søn Var med sin hele Sjæl i Tanken tilstede, maatte de kaldes en Skare. Niels gik ind paa min Anskuelse og Bægeret tømtes for Sønneskaren, at de fremdeles maatte staa som kraftige Naturer, Klimaet syntes godt skikket til at udvikle det stærke Kjøn, den friske Sø og Landluft, og han sluttede med at ønske Held Og Lykke for alle Børnene.
Pastor Bjerrum udbragte der paa en smuk Skaal for Brødrene Müller, han omtalte sit Ophold hos deres Fader, spøgte med, at han havde lært Hans og Niels de første Noder, hvortil de raabte, at Unoderne havde de selv lært. Han blev ganske rørt ved Tanken om, at han havde baaret Niels og Hans paa Armene, hvortil de raabte, at han endnu gjerne maatte bære dem paa Hænderne, hvilket han imidlertid ikke vilde indlade sig paa saa meget mere som endnu ikke ret havde sin Arm istand efter en Væltetur, men han ønskede Brødrene Müller al mulig Held og Lykke. Niels Müller udbragte en Skaal for Hedevigs fraværende Søskende. Han begyndte atter med at gjennemgaa et Vers, nemlig sidste Vers af den sang, men så foreslog min mand at vi skulle synge Verset og det gik meget muntert.
Niels talte om,at man i Thisted aldrig sagde Handel florere, men stedse Skibsfart og Handel florere, hvilket han fandt meget mere passende som Fru Hovmand har en Søn, der er Sømand, et kraftigt Leve blev saa udbragt for den Hovmandske Familie.
Caspar talte derefter for Pastor Bjerrum. Alt i aften havde næsten udelukkende dreiet sig om Hovmand og Müller og Müller og Hovmand, som denne Fest ogsaa nærmest vedkom, nu vilde han imidlertid bringe et andet Thema paa Bane og udbringe et Leve for Pastor Bjerrum med Datter, han var den ældste blandt hans Bekjendte her og han takkede ham for det uskrømtede Venskab hvormed han var kommen ham i Møde her.
Oncle Hans bad dernæstom Ordet, han fremstillede ret comisk, at han saa temmelig fra Begyndelsen havde været ens stillet med sin Broder Niels. Han kunde jo ikke nægte, at han af og til var gaaet forud for ham (saaledes faaet Ridderkors og Kalot). Iaften var han ogsaa kommet forud og taget Skaalen fra ham ligesom han havde tænkt at mindes Hedevigs fraværende Sødskende, men han tillod sig end en Gang at bringe Firmaet Hovmand paa Bane og udbringe et Leve for Brudens eneste Søster som den af Familien han bedst kjendte, han havde ofte med Fornøielse truffen hende paa Vestkysten baade i Bryndum og Alslev og fandt at hun nok kunde fortjene at blive særlig mindet i Aften.
Caspar tømte et Bæger for sine Naboer og mindedes Pastor Vaupell, idet han drak med hans Kone. Ligeledes erindrede han Digteraanden, der havde forherliget Festen.
Pastor Blædel udbragte en Skaal for godt Naboskab og Pastor Fogh bragte en Hilsen fra en gammel Ven, som faldt morsomt, idet at det befandtes at være ham selv, som havde kjendt Caspar som Student.
Min Mand udbragte endnu en Skaal for Hedevig og Caspar, hvori han omtalte dem som vore Naboer paa Vestkysten, hvilket ret var bleven levende i hans Erindring, i Aften ved Sengen var han kommet til at tænke paa, at man ogsaa kunde vende det om, og stundom kalde Caspar god og Hedevig kraftig, som en gammel nabo ønskede han, at de stedse maatte staa i det gode Forhold til de nye her, som det i Aften havde glædet ham at se. Der blev nu talt om at vi skulde mindes alle fraværende Kjære, jeg tillod mig at citere nogle strofer af en gammel Sang som just randt mig i Tanker
“Til fjerne Venner Vin og Sang trods Land og Hav os bringer
de løfte brat vort Hjertes Trang paa underfulde Vinger.
Saa reis vor Vin og Sang nu hen til fjerne elskte Egne
og ring for øret af hver Ven, som Belt og Sund indhegne ”
Saa blev et kraftigt Leve udbragt for alle de fraværende Venner, Storms, Du, Hedevigs Oncle Lund kort Alle bleve mindede og jeg vil haabe det ringede for Eders Øren.
Der var indløbet tre Telegrammer, som oplæstes ved Bordet.
Festen sluttedes med et Velbekomme fra Oncle Caspar.
Man fordelte sig i de andre Værelser, men der blev snart ryddet ud af Salen og saa dandsedes lidt efter Caspars Pibe, det vil sige han spillede Fløite og Sølvbruden dandsede med Niels Muller saa det var en Fryd at se.
Som et lille Uheld maa betragtes at Hans ved et pludseligt ildebefindende forhindredes fra at udføre en lille Scene, som han og Sophie havde ordnet. Han maatte lægge sig og kom først frem igjen efter at have sovet i flere Timer, og alle Gjæsterne vare borte, men han var Gud ske Lov rask.
Klokken blev 2 inden vi skiltes ad.-
Næste Dag reiste Onclerne Høgsbro, Niels og Hans efter en Frokost med østers. Vi andre vare lidt matte og Veiret regnfuldt.
Henad Aften klarede det lidt, jeg pakkede mig ind og vandrede ud for at undersøge Egnen, som det ogsaa kan interessere dig at høre noget om.
Skjøndt Boligen baade er rummelig og bekvem, gjør den dog intet storartet Indtryk. Den ligger lavt, bart er der rundtom, Vand stod i de fidtede Jorder, og Vand sees i det Fjerne. Det var jo ingen god Aarstid til at spadsere i og som jeg gik og sank i tænkte jeg paa, hvor tynd Jorden er, og den Mulighed faldt mig ind at jeg kunde synke igjennem. Imidlertid fik jeg dog Benene med mig og smuttede ind i Haven gjennem en Laage jeg fandt. Haven er ikke videre, mest en Plantning af Hyld og Pil, men den er dog ganske net, der findes et Lysthus af Lindetræer, og der kunde nok gjøres noget ud af den, et Par Udhug i Pilehegnet, saa at man fik Kirken at se, vilde gjøre god Virkning. Der findes en bred grusbelagt Gang gjennem Haven (Kirkevei) som er tækkelig, her gik jeg længe frem og tilbage, oplivende er det ikke, jeg tænkte paa “Tulte gaaer saa ene i Pilenes Ly”. Forresten vilde Haven sikkert blive mig kjær naar jeg boede der, Hedevig sværmer mere for en lille Blomsterpolet udenfor Vinduerne i Gaarden. Der findes ogsaa en Flagstang i Gaarden.
Den Aften kom vi tidlig til Ro.–
Næste Dag straalede Solen, Havet laa blaat og stille, vi besaa Stalden som er godt besat.
Vi gik gjennem Havven til Kirken som er en halv Korskirke, men lidt mørk og ikke videre mærkelig, det er en Behagelighed at Caspar har en egen Indgang gjennem et lille Sakristi ved Alteret.
Det var som en taus Overenskomst at vi alle smykkede os festligt til Bordet og holdt Fest, jeg vilde ønske Du kunde kigget ind i den tækkelige Dagligstue og set, hvor skjønt den straalende Sol kastede sin Glands gjennem de røde Gardiner. Skjøndt Dagligstuen har fire Døre er den meget hyggelig, en rar Sofaplads mellem Kakkelovnen og Døren til Spisestuen lige overfor Vinduerne (2 Fag ).
– Henad Aften forsvandt de unge Piger. Efter en halv Times Forløb kom lille Adolph ganske fortrinlig sværtet i Ansigtet, sorte Handsker, hvide Strømper, Sko og Knæbenklæder og forresten i en Dragt af Hvidt og Rødt som tog sig godt ud, han var den yndigste lille Tjener man kunde tænke sig – han bragte Visitkort til os alle fra sin Herskerinde, som foregaves at høre til Caspars Sognefolk, hun indbød os til en Soiré Klokken l0 i Anledning af Pastorens Sølvbryllup.
Du skulde blot seet hvor de havde smykket Spisestuen til et rigt udstyret Cabinet, Anna var udklædt som en Venus for at dette Kunstværk ikke skulde savnes. Værelset straalede af Lys, Sophie var Grevinde smykket paa det fineste med Blomster paa Haaret og paa Brystet. Hun modtog os med stor Tungefærdighed og forestillede sine to Veninder for os, som hun var saa glad for netop vare komne i Besøg hos hende.
Marie Thisted forestillede en saare fornem fransk Dame, Stiftsdame fra Vallø, hun var skjøn, sad og viftede sig med Hedevigs Bryllupsbouket og brokkede fornemt paat det danske Sprog med franske Vendinger.
Marie Hygum var ligeledes en Stiftsdame af polsk Herkomst og paa reise til Vallø for at modtage sin Plads i Klosteret . Hun talte halvt Tydsk med storsnudet Foragt for det Danske, men nyde godt af den danske Stiftelse vilde hun dog nok.
Det Hele var udmærket, nærmest for at indvie en smuk selvkoger og Kaffekande som Hedevig havde faaet af sine Brødre. Den sorte Tjener bød Kaffe’ om.
Grevinden fortalte at det morede hende stundom selv at lave Kaffe, presenterede sin nye maskine, fortalte med svømmende Øine at hun i Tanken havde været hos Pastoren i disse festlige Dage.
Marie Thisted gjorde den Bemærkning at Pastoren var noget taus.
Grevinden forsikkrede sin søde Veninde, at det skulde hun ikke bryde sig om, Pastoren var lidt bevæget, men i Kirken var han saa veltalende.
Grevinden henvendte sig til Pastoren og hans Frue om, at hun havde tænkt at oprette et Asyl i Anledning af deres Sølvbryllup, som den Maade hvorpaa hun bedst kunde glæde Pastoren, gjennem Børnene er det dog man bedst kan indvirke paa Samfundet.
Oncle og Tante sadde som Hædersgjæster i Sofaen og de lo saa Taarerne randt ned ad Kinderne. Müller sad lidt i Baggrunden med sin bekjendte stille Latter. Fru Hovmand og hendes Søn saa først lidt forbausede ud, men gik snart ind paa Spøgen og hermed endte saa de festlige Dage.
– Næste Dag d.18′ reiste vi, Familien stod i Døren og vinkede os Farvel. Maries’ klare Øine vare lidt omtaagede, ja vi vare alle vemodige ved at tænke paa at denne Fest nu ogsaa hørte til det forbigangne . – Den kan betragtes som meget vellykket, naar det undtages at Sønnerne ikke korn hjem, men det var jo dog kun de forskjellige Pligter og ikke Sygdom, som forhindrede dem.- Vi kom godt hjem, fandt Alt vel hjemme og frude os nu i stille Timer over Reiseminderne.-
Augusta Müller f. Gad
