AF EN LANDSBYDEGNS ERINDRINGER.
Forfatterens Forord.
Hensigten med disse Erindringer om noget saa ubetydende som en vestjysk Landsbydegns mere end beskedne og upåagtede Tilværelse er maaske ganske forfejlet. Dog findes muligt endnu unge, der, naar de nødes til at begynde Arbejdet paa at skaffe sig en selvhjulpen Fremtid, har den i saa høj Grad lammende og ydmygende Følelse at være alt for underlegne i Evner og Anlæg, sammenlignet med andre af deres Kendinge, saa Dagene, ja Timerne forbitres derved. De plages altid af Mismod og tror slet ikke at kunne magte de mange Vanskeligheder, der for dem som for os alle, der er fødte i smaa Kaar, skal overvinde. Men — hvis de skulde komme til at læse nærværende ganske nøgterne Oplevelser, har jeg dog den Tro, at de i ikke ringe Grad vil kunne faa deres Haab baade vakt og styrket. Thi paa Grundlag af et langt Livs Erfaringer kan jeg trøstigt vidne, at kunde Jeg saa nogenlunde og taaleligt slippe igennem de vanskelige Eksistensforhold, saa kan de ubetinget ogsaa — deres Evner og legemlige Udrustning kan sikkert let mindst staa Maal med mine, er sandsynligvis endog rigere. Og i hvert Fald: Vil de være flittige og nøjsomme, skal de vide, at dermed er de i Besiddelse af de to Nøgler, som — hvis Helbred bevares — lukker op til – selvstændig og betryggende Eksistensvilkaar, hvilke jo er og maa være enhvers Ønske — og Pligt — at erhverve sig.
Jens Gregersen Pinholt (1862- 1949), lærer, førstelærer og kirkesanger på Lemvigs vestegn, sidst og længst i Houe. (Web-master).
Denne lille bog, som her OCR’et af Web-master, er udgivet 1945. Originalen er på Lokalarkivet for Klinkby og omegn. (Signeret af Jens Gregersen Pinholt til Gunnar Bjerre)
Min faders Fødesogn var Tørring ved Lemvig, hvor han senere blev Lærer i ca. 50 Aar. Han havde ingen økonomisk Støtte kunnet faa fra sit fattige Hjem, blev Murer og sparede saa meget sammen, at han kunde tage paa Ranum Seminarium, hvorfra han fik en god Eksamen.
Det var sikkert dettes bekendte Forstander Ludv. Chr. Müller, der bl. a. lærte ham at blive en livlig Fortæller.
Embedet var et af Egnens bedste, hvilket formentlig skyldtes dets godt 12 Tdr. Land store og gode Jordlod, hvortil han ved Hjælp af Moders Arv (800 Rdlr.) snart købte et lignende Areal. Vi havde Karl og Pige, og Jorden blev vist ”drevet” meget godt.
Til Embedet hørte bl. a. Kirkesangerbestillingen ved Tørring og Heldum Kirker samt i mange Aar en Biskole, i hvilken han om Sommeren skulde undervise een Dag ugentlig; den laa som Heldum Kirke en lille halv Mil borte. — Tørring Skole havde gerne 70—75 Elever, saa der var mere end Arbejde nok.
Men Fader var en meget flittig Mand, der snart fik mange andre Forhold at tage sig af efter endt Skoletid. Saaledes hjalp han i udstrakt Grad Sogne-beboerne med adskilligt Skriveri, havde flere Præparander, var i en Aarrække Sogneraadsformand, Formand for den lokale Brandkasse i 32 Aar m. m. Jeg har arvet en stor Sølv-Potageske, en Foræring fra Beboerne og med Indskriften: ,,For redelig Flid, 1866”. —
Han var ubestridt en dygtig Lærer og varetog Skolegerningen samvittighedsfuldt. Meget livligt og anskueligt fortalte han og sørgede især for, at de elementære Kundskaber grundigt blev tilegnede.
Trods de 35—40 Elever i hver Klasse — og Børnene i ældste Klasse var langt mere stridbare og kraftigere udviklede, end man det sidste Par Snese Aar har set — var Disciplinen glimrende, endda Spanskrøret kun yderst sjældent benyttedes, og han holdt os ret ofte en halv Time ud over Skoletiden. Enkelte Gange kunde han ogsaa til megen Glæde for Børnene efter Skoletiden tage sin Violin og spille op til en Dans.
Moder var ogsaa altid stærkt optaget. Det allermeste af, hvad der daglig brugtes, skulde man jo selv forarbejde ved at slagte, bage, brygge, karte Uld og spinde Garn, støbe Tællelys etc.
Uforglemmelig var den Oplevelse, da Fader fra en Auktion kom med vor første lille petroleums-lampe. Efter at den med ikke ringe Vanskelighed var bragt i Orden, udstraaledes der i Stuen et Lys, hvis Styrke vi aldrig havde tænkt os muligt.
En Kop Kaffe fik vi om Søndagene, men uden Brød, kun med et lille Stykke Kandis til.
Vi blev efterhaanden otte Søskende, af hvilke jeg, der fødtes 5. Juni 1862, var den ældste. Min første levende Barndomserindring knytter sig til Fregatten ,,Alexander Newsky”s Stranding den 25. Septber 1868. Vi kørte i Hestevogn til Strandingsstedet ,,Knopper” i Nordharboøre og naaede at se de fleste af den 730 Mand store Besætning blive sat i Land ved Baade. Efter Redningen holdtes der paa Stranden en Takkegudstjeneste, som ogsaa vi overværede. Iblandt Officererne stod Storfyrst Alexej Alexandrowitj. Han var en af de højeste, meget bleg og mager, men en smuk ung Mand med en mere skær og ren Ansigtsfarve end de øvrige.
Vi Brødre maatte aldrig ,,drive den af”, men var i Skole hver Dag, idet vi regnede eller skrev, naar ikke vor Klasse undervistes, ligesom vi Vinteraftenerne i Faders beskedne ,.Kontor” ved et fælles Tællelys, og mens han gerne skrev, skulde læse i hans mange Bøger og navnlig lære Lektierne godt. Vi var ikke begejstrede for al denne Læsen, og kom der fremmede, som skulde tale med Far, hvad ofte hændte, sad vi paa Spring for at komme med ned i Stuerne, dels for at slippe for Læsningen, dels for at høre, hvad den fremmede maaske kunde fortælle af Nyheder.
Men Far sagde bestemt; at vi maatte læse videre, i hvert Fald til Lysét var brændt ned. Mange Gange, naar han saaledes gik, fik vi i en Fart Lommeknivene frem, varmede dem i Flammerne og nærmede dem til Tællen, saa denne hurtigt kunde smelte, og vi komme ned at høre paa Samtalen og — blive fri for at læse, Jeg var mere end ked af denne Læsen (uden naar jeg kunde hugge en eller anden Roman — jeg mindes særlig ,,Rocambole”, Greven af Monte Christo” og ikke mindst Ingemanns Romaner); men end mere var jeg dog ked af kropsligt Arbejde. Baade før og efter Skoletiden skulde vi hjælpe Karlen med Pasning af Kreaturerne o. lign., og særlig var vi kede af Fars ubegribelige Idé, at Køerne skulde have det mest mulige af Straafoderet i Form af Hakkelse, hvorfor vi hver Søgnedags Morgen i Vintertiden maatte assistere Karlen ved at skære Hakkelsen paa Maskinen. Dette Arbejde hører til mine — heldigvis faa — mørke Barndomsminder.
Det ser ud, som om jeg i Drengeaarene maa have haft en noget løs Mund; i hvert Fald husker jeg, hvad en Karl, vi havde omkring mit tiende Aar, sagde til mig: ,,Det er en svær Knævver, du har, bette Jens! Mon du ogsaa kan lave en Band’ for hvert Trappetrin op til Loftet?” Jeg tog ufortrøden fat paa den smukke Opgave, men var kun kommet til det tredie Trin, da Far, uset af os og, efter at have givet Karlen et Par ikke just venlige Ord, saa han luskede bort, tog mig i Nakken og bortførte mig I et retfærdigt Opgør. — den egentlige eneste alvorlige Afstraffelse, jeg kan erindre. “
— Det var for Resten samme Karl, der spaaede mig følgende lyse Fremtid: ,,Enten bliver du til en stor S eller ogsaa til ingenting”.
Blandt det mest levende fra Religionsundervisningen, og som jeg aldrig glemmer, var Forklaringen af Bibelordet om Spurven, der ikke falder til Jorden uden Guds Villie, og at endog alle vore Hovedhaar er talte. Dette havde grebet mig stærkt. En usselig Spurv — skulde Gud, der maatte have saa meget i sit Hoved, saa uhyre meget at betænke, virkelig bryde sig om den? Og værre endda med Haarene!
En Sommerdag i mit ellevte Aar, da jeg efter Skoletiden flyttede vore Køer, Himlen var høj, og Gud syntes længst borte, vældede disse Tanker ind paa mig. Jeg satte mig ned, tænkte og tænkte. Saa rev jeg et Haar af mit Hoved. — Vidste Gud mon nu det? — Ja, helt usandsynligt var det vel ikke; han kunde jo have givet mig Lov dertil. Pludselig fik jeg en Tanke. Nu skulde jeg vise Gud Fader, at jeg kunde gøre noget, han fik Lov til at staa helt udenfor, og som han aldeles ikke kunde forbyde, — han maatte være saa almægtig, saa alvidende, han være vilde. Jeg tog en Skilling op af Lommen, og idet jeg kastede den lidt op i Luften, sagde jeg: Den skal jeg finde igen, — det kan ingen forbyde mig! Skillingen saa jeg falde ned lige tæt ved mig, og jeg rakte Haanden ud for at tage den op af det korte, tynde Græs.
Men — jeg fandt den ikke!
Jeg ledte og ledte længe og blev hed om ørerne,
— Skillingen var og blev borte! Og det er og bliver en uløselig Gaade, hvor Mønten kan være bleven af.
Det var for mig aldeles umuligt at fatte, hvorfor den ikke kunde findes, Men dette lille Træk har aldrig siden kunnet gaa mig af Minde, og jeg er ikke i Tvivl om, at derigennem skulde lægges mig en Sandhed levende i Hjertet.
I mit tolvte Aar kom Folketingsmand C. Berg paa Besøg hos os, og det blev mit første Møde med en historisk Personlighed. Han var Fars Seminariekammerat, og Besøget varede flere Timer. Mit Indtryk af den da allerede meget fremtrædende Politiker var, at vel var han en jævn og ligetil Mand, men stejl og selvsikker. Jeg var en lang Tid i Stuen, hvor en højst livlig Diskussion førtes, og forstod paa Berg, at nu skulde der for Alvor arbejdes hen til, at alle Smaakaarsfolk kunde faa samme Indflydelse som de øvrige Klasser, — gennem Erobringen af Folketinget og ved Nægtelse af Finansloven. Far, der ogsaa var Venstremand, modsagde ham og hævdede, at begge Tingene ifølge Grundloven var ligeberettigede, og vilde man ikke, hvad der var det eneste lovlige, forhandle sig til Rette, kunde man ikke komme anden Vej ud end ved Brug af Magt, og en saadan manglede.
Men Berg var en Modstander deraf, fordi Forhandling blev uden Resultat. — Da han sagde Farvel, steg han meget i min Agtelse, fordi han lagde Haanden paa mit Hoved, saa mig ind i øjnene og sagde alvorligt:
,,Bliv en god Venstremand, min Dreng!” — Hvad jeg dog aldrig blev, da jeg snart tabte Troen paa, at Landmændene kunde føre andet end Klassepolitik.
Særlig under mine Erfaringer som Sogneraadsformand (1898—1912) styrkedes min Opfattelse deraf — hvor mange gode og udmærkede Folk man ellers træffer i Gaardmands- og Husmandskredse — at de væsentligst kun kan udøve Standspolitik.
Aaret efter havde jeg — ganske vist paa et helt andet Omraade — nok et Førstemøde, som ogaa stadigt erindres, nemlig med — bajersk øl. Ved Efteraarsmarkedet skulde jeg med Far ind i et Telt for at faa et Par Sko hos en Skomager fra Viborg. Da Handelen var afsluttet, bødes som Lidkøb en halv Flaske øl, — en Bajer kaldte han det. Far spurgte, hvad saadant kostede» og der svaredes, at Prisen var 15 øre. Han drak dog kun lidt af det og bød mig Resten. Men pføj! hvor besk og ækelt det dog smagte. Og jeg har senere — heldigvis — aldrig kunnet døje det. — Ved samme Marked hørte jeg i øvrigt Folk med dydig Forargelse fortælle, at Snapsen nu var steget fra 2 Skill. til 5 øre og en Kaffepunch fra 4 Skill. til 10 øre.
Tilværelsen laa ellers meget trist for mig, naar jeg enkelte Gange tænkte paa Fremtiden. Thi Tyendet havde næsten aldrig nogen Tid til egen Raadighed. Karlene begyndte deres Arbejde tidligt Morgen og gjorde tilmed Aftenarbejde til Sengetid, og Pigerne var aldrig ledige. Daglejerne havde efter Aarstiden 12—14 Timers Arbejde og lønnedes med 2,. højst 3 Mark (for Tærskning i Vintertiden kun det halve!) samt Kosten. Trods disse for Nutiden utroligt tunge Kaar hørtes dog saa godt som aldrig Misfornøjelse eller Klager, — man savnede vel ikke, hvad man ej kendte. Men det brændte sig ind i mig, hvad vor gifte Daglejer — en Hædersmand i enhver Retning — sagde til mig, da jeg som tolvaarig skulde hjælpe ham med at fylde Mergel og paa Andendagen klagede mig over den megen ømhed i Kroppen: ,,Aah, bette Jens! Er det noget at jamre sig over? Hvis a skulde klage mig hver Gang, det gør ondt i min Krop, kunde a ikke bestille andet!”
Meget talte vore Forældre ikke med os; som ægte Vestjyder laa deres Hjerte ikke paa Tungen. Desuagtet holdt vi ualmindelig meget af dem. Pludselig indtraf saa i mit 14. Aar den første store og afgørende Begivenhed i mit Liv og ganske uden Varsel. En Vinteraften, ikke længe før jeg skulde konfirmeres (26. April 1876), sagde Far aldeles umotiveret, da vi var ene i hans ”Kontor”: ”Naa, Jens, hvad vil du saa være, naar du er bleven konfirmeret? Vi kan jo ikke blive ved med at have dig gaaende hjemme.”
Jeg stak i Graad, idet jeg kun havde eet eneste ønske for Fremtiden: Alle Tider at blive hjemme hos Mor. Tabet af alt, hvad mit Hjerte hang ved, vældede i al Forfærdelsens Gru lammende ind over mig. Adam var næppe mere sønderknust, da han maatte begynde sin trøstesløse Bodsgang fra det tabte Paradis. Jeg kunde ogsaa skønne, at Far var berørt af min aabenbare Elendighed. Forvirrede Tanker jog gennem mit Hoved. Jeg kom til det Resultat, at kropsligt Arbejde vilde blive mig til større Byrde end alt det andet, ogsaa den forhadte Lektielæsning; jeg vilde vel, naar alt kom til alt, lettest kunne slippe igennem Verden ved at læse, og da jeg efter nogen Betænkning sagde, at jeg vist saa helst maatte prøve paa at blive Degn, var han Øjen-synlig tilfreds. Jeg kunde følges med Balleby, en Præparand, der var i Skolen, til Blaagaard den 1. Maj. Johan Duusgaard fra Tørring, ogsaa forberedt hos Far, og som jeg kendte godt, var Lærer ved Seminariet og Emdrupborg Højskole, og han skulde nok tage sig af os. Ja, saa var den Sag afgjort, og min Livsbane afstukket! I Tiden, der nu kom, mødte jeg for første Gang Livets Alvor i al dens Bitterhed; den sorgløse, for Fremtidsbekymringer næsten frie Tilværelse var brat afsluttet. Tanken om at skulle skilles fra alt, hvad jeg holdt af, og være saa langt borte fra Mor, pressede mange tunge Taarer frem i ensomme Stunder, og hun græd med, naar hun opdagede min Sorg. Hun sagde sukkende, at jeg jo desværre maatte een Vej ud, da de ikke kunde have saa mange Børn gaaende hjemme, naar der ikke var noget at bestille til dem, hvilket jo var lige saa indlysende som haardt, — Efter Eksamen sagde jeg til Far, hvor stort et Vovestykke det var af ham at sende et Barn, en fjortenaars Dreng, til København, da jeg allertidligst kunde vente at faa Eksamen, naar jeg blev 19 Aar. Han indrømmede det forvovne deri, men tilføjede, at det jo ,,gik”. —
Det allerbedste var dog, at jeg som attenaarig ,,Lærer” snart følte mig hjemme blandt Børnene, — i højeste Grad umoden og meget lidt sjæleligt udviklet. Men en ganske uforskyldt Lykke var det, at jeg stedse blev gladere ved den beskedne Gerning, jeg uden fjerneste Lyst var blevet sat til og alene for at kunne eksistere, — den herligste vist af alle, fordi Børn er og bliver de bedste Mennesker og vel de eneste, som i Realiteten kan paavirkes, og hvis Tilværelse man som deres Lærer dog i nogen Grad kan forsøde. Og jo ældre, jeg blev, des tungere var det for mig at skulle skilles fra dem. Dette skete, efter at jeg i 51 Aar daglig havde haft dem om mig.
Hvis jeg ikke havde været ganske nedtrykt af Sorgen over at skulle forlade Mor og Hjemmet, vilde Københavnsturen — min første Rejse paa Jernbane — have været en uforglemmelig Oplevelse. Den tog for Resten saa megen Tid, at nulevende næppe kan tro det. Fra Lemvig med Postvogn Kl. 3 Morgen; de tre Mils Vej til Struer tog lige saa mange Timer, som der var Mil. Ankomst til Hovedstaden Kl. 11 Aften. Far var heldigvis med os.
Paa ,,Blaagaard” var jeg til Julen 1876, da en øjensvaghed gjorde en Afbrydelse nødvendig. Vi to Vestjyder fik — som de fleste af Eleverne havde det — et elendigt Hummer at bo i: først et Kælderrum uden mindste Sol, hvor Luften var klam og tung, skønt vi lod Vinduet staa aabent Nat og Dag, — saa et Tagkammer, hvor Varmen og Væggetøj gav ulidelige Plager. Kosten var veltillavet, men meget slap; det hele kostede, saa vidt jeg erindrer, da ogsaa kun 30 Kr. pr. Maaned. — Jeg blev bleg, tabte i Vægt, og hen paa Sommeren fik jeg daarlige øjne og maatte søge en øjenklinik for ubemidlede (Professor Edm. Hansens, Havnegade). Efter et Par Maaneders Forløb anbefalede hans Vikar mig at tage hjem og faa Landluft og -kost, og det var jeg ikke ked af, da jeg især plagedes af Hjemlængsel.
Af Lærere havde vi Forstander Tang, Cand. teol. Kierkegaard og Landinspektør Andersen. Professor Lorentz gav os enkelte Timer i Fysik paa Polyteknisk Læreanstalt; de øvrige Lærere havde saa faa Timer, at jeg næsten ingen Erindring har om dem, kun at deres Undervisning efter min Opfattelse var knastør. Lorentz var saare fin, fornem og aldeles glimrende til at foretage fysiske Eksperimenter.
Cand. teol. Kierkegaard sagdes at være Søn af Biskop K. Han var høj, mager, hvidhaaret og hvidskægget og bevægede sig gammelmandsagtigt. Han underviste i Dogmatik; men jeg kunde slet ikke fatte hans Forklaringer. Tang overhørte os i, som han altid sagde, ,, min store Bibelhistorie”. — Jeg husker egentlig kun een Bemærkning af ham. Det er vel, fordi den gjaldt mig selv. Da jeg fortalte noget af Lektien for ham, sagde han: ,,De har haft en dygtig Lærer i Bibelhistorie !”
Landinspektør Andersen var derimod en aldeles ideel Ungdomslærer. Han havde Regning og Matematik og kunde gøre alt forstaaeligt, saa vi alle kom med, hvad han var meget omhyggelig for. Men allerbedst og allermest paavirkede han dog vist Eleverne om Eftermiddagene og om Aftenerne, naar vi var fri; da sad han gerne eller gik omkring i Gaarden blandt os, rygende paa sin lange Pibe, jævn og ligefrem, som en ældre Kammerat, alle saa op til og beundrede. Han var absolut Anstaltens bærende Kraft og erindres sikkert af alle Eleverne med dybeste Taknemmelighed.
Min Hjemrejse Julen 1876 blev ligefrem dramatisk. Indesneet i Fredericia fra 23. December maatte jeg sætte Uret i Pant for at kunne logere paa et Tagkammer hos en Værtshusholder, fik pr. Telegraf Penge sendt hjemmefra, Ulykken ved Hansted (Web-master) med dræbte og saarede ved Kørselen til Snerydning, — kom 29. Decbr. Kl. 1 Nat til Aarhus og maatte med andre rejsende vandre paa Gaden Natten over, da Ventesalene brutalt blev lukkede, efter at vi var uddrevne. Vi kunde intetsteds komme i Hus. 30. Decbr. gentog det samme sig i Skive. 31. Decbr. kørte vi i Postslæde fra Struer til Lemvig, d. v. s., vi vadede det meste af Vejen i Sneen. Paa samme Maade kom jeg endelig vadende de godt 5/8 Mil hjem til Tørring Skole med Ankomst meget sent Nytaarsaften.
Der forløb nu nogle herlige Maaneder hjemme hos Mor, hvorpaa jeg efter Fars ønske fulgtes med en Præparand til Optagelsesprøven paa Jelling Seminarium. Han dumpede; jeg bestod. Ak — det omvendte vilde antageligt have været bedst for min Udvikling! Thi jeg var en 15-aars Dreng, kun et stort Barn, i Tilgift sikkert ikke lidt under, hvad der kaldes Middelbegavelse. Af Kundskaber havde jeg som det eneste egentlig bærende kun, hvad jeg huskede fra Skolen hjemme, ikke Gnist af Anlæg for Forstandsfag, kunde blot ramse udenadlært. Et Mirakel, at jeg slap over Opryknings-eksamen til Seminariets II Klasse. Men saa gik det da ogsaa galt — selvfølgeligt! Ved første Dels Eksamen» der toges i Odense, erhvervede jeg mig tg? (1 Point) i Naturhistorie (mdl. iBotanik!) og for alle Prøvens fire Fag kun ialt 18 P.; 20 var Minimum for at kunne gaa over i III Kl. Vi to Stympere, der ikke havde opnaaet dette beskedne Resultat, eller g i igennemsnit, fik Lov at gaa op til Prøven men vidste paa Forhaand, at vi ikke kunde bestaa. Og saa gik det med største Sorg i Sindet hjemad. Heldigvis tog Far meget fornuftigt mod den tabte Søn og paa Ulykken, — jeg kan sikkert takke Mor derfor.
Vore Lærere i Jelling, Forstander Pastor Madsen, Pastor Claudi, Ipsen, R. J. Holm og H. Kristjansen, var, efter min Opfattelse, ogsaa tørre. De havde ikke fjerneste personligt Forhold til Eleverne; tilsyneladende følte de sig højt hævet over dem alle, intet fængende Ord til aandelig Vækkelse eller Paavirkning hørtes. Lærebøgerne indterpedes, og der toges gode Eksaminer. Men Spor af, hvad der vist med Rette siges at være givet Elever af Ludv. Chr. Müller eller Svendsen til Udvikling, tror jeg næppe, der fandtes. Det hele lignede nærmest Militærliv under pænere Former. Da Far mente, det var uheldigt, at jeg gik hjemme et Aar uden Undervisning, fik han mig indmeldt paa Gedved Friseminarium.
Her var P. Bojsen, Martin Kristensen, Kristensen-Randers og J. Jeppesen Lærere. Det hele gik saare frit til, nærmest kammeratligt. Man kunde drive eller læse, ganske efter Behag. Undervisningen var saa lidt systematisk og terpende, at jeg undrer mig meget over, at en ikke ringe Del af den store Flok slap nogenlunde gennem den afsluttende II Del af Eksamen, der toges i Aarhus. At jeg selv slap, eller rettere vist slumpede til mit Eksamensbevis, var det allerstørste Mirakel, — Dreng, som jeg var, sikkert kun reddet ved den solide Ballast fra Fars Skole. Det løber mig endnu koldt ned ad Ryggen ved Tanken om, hvor forstandstom jeg var. Jeg naaede 141 Points (130 P. var II, 160 P. I Karakter eller ,,Duelig” og ,,Meget duelig. Fire mg’er pryder mit Dokument. — for Skrivning, Sang, Musik og Gymnastik; et g+ i Religion og praktisk Færdighed, hvilket reddende talte firedobbelt, ellers omkring g. Med mit ,,Kan godt forestaa Kirkesang” regnedes da ogsaa denne Eksamen omtrent lige saa god for Ansættelse paa Landet som en I Karakter uden ,,Sang”.
Ak — at det gik! Gentagelser burde ved Lov forbydes. Og blev det da ogsaa ret hurtigt derefter.
Den 20. Juli 1880 underskrev Professor Holbech mit Eksamensbevis, og dermed havde jeg i en Alder af 18 Aar og 45 Dage erhvervet Statsattest for at være ,,duelig” som Børnelærer! Ganske omgaaende beskikkede jeg mit Værelse i Gedved og tog kisteglad og inderlig taknemmelig mod Forsynet hjem til Mor og Frihed for alt det meget spændende og tyngende, der i længere Tid særligt havde forbitret min daglige Tilværelse, — i en Tilstand af udelt Glæde og Sorgløshed, som jeg aldrig, endog ikke tilnærmelsesvis, hverken før eller senere har oplevet eller følt, skønt jeg, Sandheden tro, til Dato kun har haft den største Grund til at være mere end taknemmelig for en aldeles uforskyldt og misundelsesværdig Eksistens. Thi den Modgang og de Bryderier, der siden er falden paa min Vej, har jeg saamænd selv haft min gode Andel i at fremskaffe.
De følgende tre Maaneder i Barndomshjemmet var da ogsaa ubeskrivelig lykkelige, som om alt, hvad der i Fremtiden kunde komme af tungt eller slemt, slet ikke eksisterede for mig mere. Og som endnu en ubetalelig og ufattelig Lykke artede Forholdene sig saaledes, at jeg hurtigt fik Arbejde i Hjemegnen — og er bleven boende der til Dato! Thi jeg har aldrig kunnet tænke mig at blive tilfreds eller føle mig hjemme noget andet Sted end i denne Egn. I Aarenes Løb har jeg besøgt saa godt som alle andre Dele af vort herlige Land, men ikke følt, at nogen af disse som Egnen her kunde give mig den vidunderlige og trygge Følelse af netop at være hjemme. Mon i øvrigt andre har haft det saaledes?
Den 1. Novbr. 1880 fik jeg nemlig Pladsen som Hjælpelærer ved den lille Engbjerg Skole, en god halv Mil Vest for mit Hjemsogn, hos Fars gode Ven, den elskelige Lærer Henriksen, der var ca. 60 Aar gammel. Lønnen var den almindelige for Tiden: 250 Kr. aarligt + fri Station ÷ Vask og Tobak, en let Plads, da Skolen kun havde en Snes Børn i to Klasser, saa vi sad ved et bredt Bord, som om vi var een Familie.
I min Barndom og tidligste Ungdom var vort Sogns, og gennemgaaende sikkert ogsaa Egnens, religiøse Forhold udvortes set saa godt som stille staaende. Først i Slutningen af Syvtierne kom der ved nogle yngre Præster Bevægelse i grundtvigsk, senere indremissions Retning, den sidste særlig ved Pastor Moe, Harboøre.
Der var yderst ringe Kirkebesøg saa godt som overalt og intet tilbage af den gamle Skik, at der om Søndagene skulde møde en Repræsentant fra hver Gaard; kun ved de tre store Højtider saa man Kirkerne omtrent fyldte, vel ikke mindst, fordi der da skulde erlægges Offer til Præst og Degn. Man søgte til Alters Foraar og Efteraar, og min Opfattelse af denne Altergang var, at Folk gik ud fra, at de ved Skriftemaalet med paafølgende Altergang fik Syndernes Forladelse. Men om den personlige, ærlige, enfoldige Hengivelse i Tillid til Gud var mindre end nu, betvivler jeg dog meget. Det var — og er — ikke naturligt for Befolkningen at gaa med de bedste og dybeste Følelser paa Tungen, men tværtimod i aandelig Blufærdighed at foretrække Lønkammeret i Stedet for at stille dem offentligt til Skue. Og hvorledes dette rimer sig med Kristendommens Aand, maa jo enhver enkelt bedømme og tage Ansvaret for.
Da Engbjerg Sogn er Anneks til Harboøre, kom jeg saaledes direkte til at virke under den bekendte Pastor C. J. Moe. Han havde i Løbet af godt et Par Aar skabt en meget stærk Indremissions-Bevægelse, især i Hovedsognet, bl. a. resulteret i Skriftens Ord: ,,. . . et Menneskes Tvistiggørelse med sin Fader, Datteren mod sin Moder, Sønnens Hustru mod sin Mands Moder, og en Mands Husfolk blev hans Fjender”.
Da jeg sendte Forfatteren Erik Bertelsen min Anmeldelse i ,,Tidsskrift for Redningsvæsen” (1. April 1938) af hans første Harboørebog, ,,Dagen bryder frem”, lod jeg ham bl. a. vide, at Bevægelsen var grundfalsk skildret, og adskilligt fortegnet som Honning mod Eddike. Han indrømmede at han intet kendte af Selvsyn, men havde faaet sine Oplysninger fra andre, og saa forstaar man det bedre.
Men det vil være sin egen Sag for Kulturhistorien, om denne Skildring skulde blive den eneste grundlæggende i saa Henseende, — digtfyldt, som den i øvrigt er. Jeg har haft megen Lyst til at fortælle udførligt derom paa Grundlag af Erindringerne fra mit 4½-aarige Ophold i Sognet som Pastor Moe’s ,,Degn”, men dels fattes jeg Evner, og dels vil jeg næppe kunne skrive objektivt, samt endelig fordi: ,,De mortuis nil nisi bene”.
— Et Faktum bør sikkert dog i denne Forbindelse ikke forblive skjult. Jeg fik snart af de ,,vantro” i Sognet at vide, hvorfor den raske og aandsfriske Lærer Henriksen havde maattet opgive Undervisningen. Aarsagen var Præstens Henstilling eller Forlangende, fordi den selvstændigt tænkende og ærlige Mand ikke vilde bøje Knæ for Bevægelsen. Forholdets Udgang tydede da ogsaa paa Rigtigheden af denne Antagelse, idet Henriksen ret hurtigt under Moes Eftermand i Embedet, den ikke slet saa udprægede Pastor Madsen, blev genantaget og vedblev at være Skolens Lærer, til han i Aaret 1893 afgik ved Døden.
Det var ikke udelt hyggeligt i den hver Søn- og Helligdag af Sydharboøre- og særlig Hygumbeboere overfyldte lille Engbjerg Kirke saa godt som altid at høre velholdte Prædikener om Menneskenes Elendighed og Fortabelsens Gru, gerne under stille Graad, især Fra de yngre Kvinder. Og det var for mig ligeledes mindre tiltalende, at Prædikanten tilsyneladende ikke viste Medfølelse. Hvor var Vilh. Becks Karakteristik efter min Opfattelse dog rammende: ,,Trompeten har en ren Lyd; men Maven er sur!” — Men skjules maa det ikke, at det betydelige Forbrug af spirituøse Drikke i Sognet i meget høj Grad blev indskrænket under hans Virksomhed.
— Hvad mig selv angaar — Afstanden mellem Præst og Degn paa Landet kunde den gang kun maales ved astronomiske Talstørrelser — var jeg over for ham høflig og udførte sikkert Kirkesangen meget godt, da Sang var det eneste, jeg duede lidt til. I Skolen kom han to Gange årligt ved Eksaminerne. Til Børnene rettede han væsentlig kun Spørgsmaal for at kunne konstatere særligt religiøse Kundskaber udenadlærte.
— Nu er det jo saaledes, at man, især i Ungdomstiden, væsentligst kun bliver et Produkt af sin Omgang. Sognebeboerne var prægtige, jævne og venlige Mennesker.
Lærer Henriksen kom alene i de ,,vantro”s Hjem, men var til Gengæld der saa velset, at han, naar hans Dagsarbejde ved Skolens lille Landbrug var endt, saa godt som hver Aften, især i Vinterhalvaaret, gik paa Besøg i Sognet. Altid tog han mig med, saa sparedes da bl. a. Aftensmaden. Tiden gik gerne helt med at spille Whist (paa 1/4 eller 1/8øre, altsaa ikke for Gevinstens Skyld), og ret meget før Midnat kom vi sjældent hjem. Dette Driverliv, den megen gode Mad, intet kropsligt Arbejde, ingen videre Bevægelse i fri Luft, resulterede i, at jeg blev legemlig slap og utilpas. Det tilfredsstillede mig ikke; jeg savnede ubevidst at blive interesseret i noget mere menneskeværdigt og af lødigere Art.
Da indtraf en glædelig Kovending i min stillestaaende Tilværelse og mit vegeterende Liv.
I Sommeren 1882 kom min Farbroder, Lærer Jens P., Husby pr. Ulfborg, paa et flere Dages Feriebesøg hos mine Forældre. Han var grundtvigsk vakt, kundskabsrig, en livlig og dygtig Lærer, der ikke alene tog sig af den konfirmerede Ungdom i det store Sogn men bl. a. ikke saa sjældent holdt Foredrag paa den nærliggende Staby Højskole. Jeg følte mig umiddelbart tiltrukket af hans friske og naturlige Væremaade og var hver Eftermiddag hjemme for at nyde denne og de varme Diskussioner med min langt mere nøgterne og praktisk indstillede Far, ganske umoden og drenget, som jeg var.
Bomben sprang en sen Eftermiddag, efter at han havde sonderet min legemlige og aandelige Forfatning, idet han gav mig følgende Salut: ,,Bliver du saaledes ved, Jens, ender du som et aandeligt Vrag. Tag dig noget alvorligt Arbejde for i din Fritid til dine Evners Udvikling, noget praktisk og virkelig nyttigt, der kan tilfredsstille dig, noget produktivt!”
Jeg maatte indrømme Rigtigheden i denne ligefremme og kun alt for berettigede Formaning, der traf lige i Centrum, men indsaa ikke, hvorledes dette kunde gennemføres, da jeg ikke kendte et eneste Menneske, som kunde støtte og vejlede mig, eller anede, hvad der muligt laa for mine Evner. Det blev saa til en længere Drøftelse, og den endte med, at vi blev enige om, at jeg skulde give mig til at skrive til det lokale Blad (,,Lemvig Folkeblad”). Et saadant Arbejde vilde virke udviklende paa mit Sprog, æske til Kundskabstilegnelse og, hvad der var af yderligere Betydning, forbedre min økonomi. Navnlig det sidste slog ned i mig. Og det hele kunde give Afløb for min Trang til Virksomhed, — en saadan havde jeg, trods den uhyggelige Mindreværdsfølelse, der stadig fulgte mig og for Resten endnu plager mig i høj Grad. Lediggang var og har stedse været mig en Pest, heldigvis. Jeg skulde og skal helst altid være optaget, og her kunde der muligt blive Udsigt til Beskæftigelse med noget af praktisk Betydning.
Men hvordan komme ind i denne nye Verden?
Jo — og saa gav han mig det ligefremme Raad:
,,Studer Bladet grundigt, særlig dets lokale Nyheder. Se saa, om du ikke kan bedrive noget lignende fra dine Omgivelser ved at spørge Folk ud og lægge Mærke til, hvad de taler om, og hvad der sker. Du skal nok faa noget at skrive om, hvis du virkelig gider tage dig sammen!”
Uden at betro mig til nogen, ikke engang til Far, tog jeg straks fat paa Opgaven. Jeg granskede omhyggeligt Bladets faa og magre lokale Nyheder, og efter en Del Besvær og Omskrivninger fik jeg prentet min første Bladmeddelelse — om et Par unge Menneskers lidt uheldige Badning i Søen ,,Vesen” under Engbjerg Bakker. Til Fods og i forstaaelig Højspænding gik jeg næste Eftermiddag den Ca. 1 1/2 Mil lange Vej til Lemvig og fremstillede mig for Lærer Jespersen, Rom, der var lokal Redaktør af Bladet og havde sit lille Kontor i ,,Sønderbjerg”. Han var Fars gode Ven, og jeg havde enkelte Gange været til Stede under hans Besøg hjemme, saa han huskede mig.
Efter at jeg havde lettet Hjertet for mit Ærinde og spændt til det yderste overleveret ham mit Produkt, lød Svaret befriende, at han godt vilde tage det, Ja, men, om han kunde betale mig noget for det? — Nej, desværre, det havde Bladet ikke Raad til. — Ja, saa maatte jeg jo prøve hos ,,Lemvig Avis”. — Det syntes han dog ikke om, og efter Snakken frem og tilbage tilbød han mig det klækkelige Honorar af to øre pr. Linie, dog paa Betingelse af, at jeg bestilte og betalte Bladet. Jeg tænkte siden, at vi vist begge var meget tilfredse med Resultatet. I hvert Fald var mit Humør paa Hjemvejen adskilligt lysere end paa Udturen. Nu blev der maaske lidt at fortjene, og jeg kunde vel snart købe et Stueorgel, faa Undervisning i Lemvig og supplere min magre Eksamen med Orgelspil.
I det hele taget kom der fra den Dag lidt mere Haab over Fremtiden. Opgaven interesserede; især var det velgørende at have den megen Fritid udfyldt med evneudviklende og produktivt Arbejde. Onkel holdtes stadig a jour med mine lokale Avis- meddelelser, og under et Besøg hos ham i Sommeren 1883 gav han mig det andet afgørende Skub.
Han gennemgik med mig forskellige Numre af et førende Hovedstadsblad, som han skrev til, bad mig abonnere paa Bladet for, efter at have sat mig ind i dets Anlæg, at forsøge at skrive noget fra Lemvigegnen dertil. Jeg bestilte straks det store og dyre Blad, saare righoldigt og alsidigt med dets daglige Tillæg, af hvilke Landbrugs- og Undervisningstidende især tiltalte mig.
Herman Bangs Artikler var for mig de reneste stilistiske Perler, der æggede til Efterligning. Hans Behandling af Sproget bjergtog mig ganske; jeg lærte hele Sætninger udenad. Bladets næsten alle Emner omfattende Stof var den udtalte Aabenbaring for min indskrumpede Horisont og hungrende Videlyst. En hel ny Verden aabnede sig for mig gennem Læsningen af dette ovenud herlige Blad, som jeg til Dato synes var uden Sidestykke herhjemme. Efter omhyggelig Forberedelse sendte jeg en længere Meddelelse om Egnens Landbrugsforhold. (Link til første optagelse i Københavnerblad 2. spalte næsten top Web-master) (Husk at lukke vinduet med klik på X i fanebladet øverst i skærmen.) Den optoges! Eksemplaret er dateret 15. Juni 1883 og opbevares med største Pietet. Det blev en Artikel paa 93 Linier og honoreredes med det for mig svimlende Beløb 4 øre pr. Linie — 3 Kr. 72 øre! Dette gav forstaaeligt Blod paa Tanden, og jeg fik ret hurtigt flere Meddelelser optaget, især om Forhold paa Harboøre og Fiskerierhvervet dersteds. Ud paa Efteraaret anmodede jeg Redaktionen om at sende mig Bladet og fradrage Abonnementet i mit eventuelle Honorar. Man var saa højsindet at give mig et Frieksemplar fra 1. Januar 1884, og dette beholdt jeg, lige til Verdenskrigen 1914 paa en saare uheldig Maade ændrede adskilligt ved Blade og Bøgers Fremstilling.
Dette Blad skylder jeg to for mig ubetalelige Goder: Det ansporede og fremmede mit skriftlige Arbejde under stadig Udvidelse af min aandelige Horisont samt gjorde mig økonomisk uafhængig og relativt velstillet, — det sidste ikke af mindst Betydning for en Landsbylærers Position. Aldrig kan jeg være det taknemmelig nok derfor.
Stueorgelet anskaffedes og jeg fik Eksamen i Orgelspil i Aarhus 23. Juli 1884, selvfølgelig med min Hofkarakter: ,,Godt. — Kan forestaa”.
Et herligt og udviklende Lyspunkt i Tilværelsen blev for mig Niels Bjerre, den senere saa landskendte kunstmaler. Vi var jævnaldrende. Han havde allerede begyndt paa sin Uddannelse i København, men opholdt sig i Ferierne og det meste af to Somre i fødehjemmet ,,Nørre Lund”, hvorfra flere af hans Halvsøskende søgte Skolen. Det var et ualmindelig hyggeligt og gæstfrit Hjem, som jeg meget ofte besøgte. Bjerre var i høj Grad kultiveret, tilmed ligefrem og herlig i enhver Henseende. Gennem de mange og lange Samtaler med ham fik jeg Indblik i og Forstaaelse af mangt og meget, som jeg var uforstaaende overfor. Venskabet holdt sig usvækket, ogsaa under Fremtidens meget ændrede Vilkaar, lige til hans alt for tidlige Død. Bl.a. har jeg en uerstattelig Gave fra ham, hans Selvportræt fra 1886.
Et lille Træk fra Sessionen i Lemvig, paa hvilken han blev udskrevet til Infanterist, skal her gengives. Sergenten spurgte: ,,Livsstilling?” Bjerre svarede:
,,Maler”. — ,,Naa, saadan Stakitmaler?” — ,,Kunstmaler”. — ,,Kunst . . .? Ja, De ser mig.” Sagde Krigeren med et Kraftudtryk, »ogsaa noget kunstig ud!”
Foraaret 1885 kaldedes jeg til det lille Lærer- og Kirkesangerembede i Trans paa Bovbjergs sydlige Affald. Her var jeg til Efteraaret 1889. Det blev min lykkeligste Tid. Skolen havde kun ca. 40 Børn, alle rare og velopdragne. Min Vej var vel forberedt, fordi man forud havde haft en noget streng og mindre afholdt Lærer. Befolkningen i det lille Kystsogn var jævn, naturlig og herlig. Sognepræsten var det elskeligste Menneske, man kunde tænke sig, grundtvigsk, venlig og tiltalende. Hvis Cyklen da havde været kendt, vilde jeg næppe nogen Sinde have forladt dette Fredens og Tilfredshedens menneskelige Paradis; men Forbindelsen med den 3/4 Mil bortliggende Ramme Station (paa Vemb-Lemvig Banen) sammen med en sendrægtig Postbesørgelse generede i højeste Grad mit voksende Bladarbejde. Dettes overordentlig store Betydning for mig illustreres af mit Regnskab for disse Aar, Honoraret fra Hovedstadsbladet i Aarene 1886—89 var saaledes 340, 342, 293 og 284 Kr., og ved andre Dag- og Ugeblade, jeg efterhaanden var kommen i Forbindelse med, tjente jeg henholdsvis 80, 106, 234 og 282 Kr. Dette sammenstillet med det lille Embedes aarlige Pengeløn 566, 622, 654 og 770 Kr. belyser skarpt Forholdet, idet den lille magre Jord- lod, som jeg aldeles manglede Forstand og Lyst til at udnytte, og hvor to Køer fandt Sulteføde, næppe gav nogen reel Indtægt. Fri Bolig, Brændsel og fineste Havfisk, som vi fik foræret et Par Gange ugentlig, var derimod saare vægtige Realiteter, saa alt i alt blev Degnen relativt meget velstillet. Hver Sommer siden har jeg besøgt dette kære Sted med dets uforglemmelige og lykkelige Minder. Og det vil jeg vedblive med.
1. Oktbr. 1889 forflyttedes jeg til Hove, et af Egnens bedre Embeder, 5/8 Mil fra Lemvig, og blev saaledes Nabo til mit Fødesogn, hvor jeg havde mine kære Forældre og andre af nære Slægtninge. Da jeg efter Indstillingen præsenterede mig for den fornemme Prælat, Biskop Balslev i Ribe, sagde han blot: ,,Er det Dem, der har skrevet Artiklen »Truede Erhverv” i —?“, og saa nævnede han Hovedstadsbladet. (Link til artiklen Web-master)(Husk at lukke vinduet med klik på X i fanebladet øverst i skærmen). Den var underskrevet med mit Navn, og da jeg svarede ja, nikkede han svagt, hvormed Audiensen var forbi. Jeg mener, at nævnte Artikel var et stort Plus for mig hos Biskoppen.
I Hygum-Hove, hvor jeg saa kom til at færdes og lever endnu, var Harboøre-Bevægelsen i vældig Fremmarch; men Sogneraadets store Flertal var ,,vantro” og vilde kun have en Lærer af den Slags.
Skolen var en meget gammel, lille og straatækket Bygning. Børneantallet var ca. 110 i to Klasser, i ældste Klasse ca. 70, der sad som Sild i en Tønde ved umalede Borde langs Ydervæggene med Front mod Vinduerne og paa lange, løse Skamler, ellers ved Tværborde midt i Stuen. Gulvet var sandstrøet, saa Luften i Lokalet, der var 3 Alen højt, hurtigt blev støvfyldt. Hovedsagen var næsten at holde Disciplin; det enkelte Barn kunde man ikke i videre Grad tage sig af. Men Børnene viste sig gennemgaaende lette at komme i Kontakt med; det gik heldigvis saa godt som helt uden korporlig Revselse, — vist fordi jeg havde nogenlunde Evne til at kunne fortælle – ligesom jeg mest muligt undgik at kede dem og ikke gik af Vejen for at deltage i deres Lege. De ydre Forhold bedredes heldigvis allerede det følgende Par Aar ved Opførelsen af en ny og god Bygning med to Klasseværelser og Ansættelse af en Andenlærer.
I Hove kom jeg ret hurtigt ud for en anden Gren af Skrivevirksomheden, da Pastoratet i 1890 fik en ny Præst, Pastor Agger.
Denne var Pastor Moe om igen i Henseende til skarpe Prædikener; men der var den heldige Forskel for den, der som Degn var forpligtet til at høre ham, at denne særlig begavede Talers flot holdte, overlegne, fortrinligt ordnede Prædikener var præget af indgaaende Kendskab til Landbolivets hemmelige og aabenbare Foreteelser og krydret med Kraftudtryk, glimrende varierede. Ikke mindst dog Skriftetalerne gav Anledning til den relativ betydelige sognebaandsløsning, der foregik i hans godt tiaarige Virksomhed i Pastoratet. (Web-master 1890 til 1900)
Pastor Agger blev Aarsag til, at jeg fik begyndt paa en lille Bogvirksomhed, som endnu fortsættes. Afstanden mellem Præst og Degn kunde som sagt dengang ikke maales ved de gængse Talstørrelser; noget formildende var kun den Omstændighed, at det samme var Tilfældet over for Sognets andre almindelige Mennesker, — ak, hvor forandret nu! Præsterne var i Realiteten Skolens eneste Tilsyn, og der fandtes uden Overdrivelse ret skrappe Fremtoninger.
Vi kunde maaske ikke undvære det, saaledes som man nu saa herligt kan under det ,folkelige” Tilsyn; men sandt at sige, helt hyggeligt var det ikke, især naar de, som det ikke sjældent skete, tilmed red Kæpheste. Vor nye Præst, der i øvrigt et Par Aar havde læst paa et Seminarium, viste sig bl. a. ogsaa at have megen Interesse for ,,Dansk”. Udelt behageligt var det saaledes ikke, naar man ved de halvaarlige Eksaminer skulde katekisere omtrent en stiv Klokketime og ofre endnu længere Tid paa Dansken. Med Analysen stod det intetsteds godt til i Egnens Skoler, og dette Sejgpineri i det hele gav os for Resten en herlig Ide. Den af os Lærere, der eksaminerede, gav et aftalt Tegn, naar det begyndte at ebbe ud med Stoffet. Den ledige gjorde saa Præsten et eller andet Spørgsmaal, som han ønskede Kundskab om. Denne var ikke vanskelig at komme i Tale med, og han glemte saa at høre efter den eksaminerende Lærer, hvilket jo ogsaa særlig var Meningen.
Analysen havde hans udprægede Interesse. Det gjaldt Knald eller Fald. Jeg tog fat med sammenbidt Energi. Paa en ekstra anskaffet Vægtavle skrev jeg efterhaanden op, hvad jeg mente, Børnene skulde have paa rede Haand til Analysen. Det blev staaende og stadigt indøvet, og Resultatet blev ikke saa helt daarligt. Jeg tænkte saa, at andre Medlidere muligvis ogsaa vilde kunne have Støtte deraf, og derfor prøvede jeg i 1893 at udsende det i ,,Barnets Sproglære”. Denne lille ,,Bog”, det første i det ikke ringe Papirødelæggeri, jeg efterhaanden fik paa Samvittigheden, blev saaledes født i Vrede, men er ikke desto mindre det, som jeg i saa Henseende har været og er mest glad for. Mange Kolleger har i Aarenes Løb udtalt deres Tilfredshed med Brugbarheden, og Hæftet er til Dato udkommet i 103 Oplag og solgt i 530,000 Eksemplarer. Vaabenet har saaledes ogsaa kunnet bruges af andre.
— Angaaende Sproglærens Start skylder jeg Sandheden at oplyse, at jeg i 1889 var begyndt at skrive lidt i Chr. Erichsens ,,Lærerstandens Adresseavis”, kun lidet anende, at dette skulde blive Indledningen til et Forhold, der blev varigt og fik meget vidtrækkende Følger for mig. Jeg anmodede den idérige unge Mand om at hjælpe det lille Hæfte til Verden, og dette gjorde han paa den Maade, at det aftryktes i hans Blad som Annonce. Han gav det den praktiske typografiske Udstyrelse, ligesom han ledede Starten saa fortrinligt, at der solgtes 10,000 Ekspl. i Løbet af det første Par Maaneder. Dette gode Salg gav mig Mod til derefter med korte Mellemrum yderligere at udsende tre andre Smaahæfter, af hvilke dog kun en udvidet Tàbel, ,,Huskeseddel”, slog saa godt igennem, at den til Dato er solgt i 273,000 Ekspl. og gaar ogsaa stadig.
Da Chr, Erichsen i 1896 forberedte ,,Børnenes Bogsamling”, hvormed han først rigtig slog igennem, anmodede han om mit Navn dertil, sammen med Zak. Nielsen, L. Budde og Ingv. Bondesen, og jeg var med i to Aar. Her følte jeg mig dog som femte Hjul til Vognen og bad mig bestemt fritaget, noget han i øvrigt misbilligede saa meget, at jeg flere Gange maatte skrive til ham, inden jeg fik mit Navn slettet af ,,Redaktionen”. —
En særdeles ubehagelig Overraskelse fik jeg i Novbr. 1897. Uden at jeg nærede eller havde vist fjerneste Interesse for kommunale Forhold, meddelte en Gaardmand mig, at de højst-beskattede ved Sogneraadsvalget bl. a, havde valgt mig til Sogneraadsmedlem, — ,,for at styre Hygum Skolekommission”, tilføjede han. Præsten havde nemlig faaet denne udvidet, saa Indre Mission raadede over Flertallet, og derved var Sogneraadets Enevælde blevet styrtet. Det var mig usigeligt meget imod at faa øget og uproduktivt Arbejde, der tilmed muligvis kunde give Anledning til Kritik fra Beboerne. Fra 1. Januar 1898, altsaa ved første Møde og uden fjerneste Kendskab til, hvad der skulde præsteres, valgtes jeg til Formand, og da de mange nye Love, især Skattelovene, snart efter fremkom, blev jeg ved med at være Fmd. til 1912. Straks fik jeg Skolekommissionen indskrænket til Lovens Minimum, to af Raadets Medlemmer, hvorved den til enhver Tid kunde være i Overensstemmelse med Raadets Flertal, — en Reform man blev saa glad for, at den i en meget lang Aarrække bestod.
Gaardmandsstandens sociale Indstilling var Dengang ganske anderledes end nu; man oversaa Husmænd og Smaakaarsfolk i en Grad, som den nuværende Slægt vanskeligt kan forstaa, var muligt. Et Eksempel fra et Sogneraadsvalg i disse Dage er saaledes betegnende. En Husmand, der nylig var tilflyttet, tog sig den Frihed undér Forhandlingerne at udtale lidt Kritik. En større Gaardmand, ledende Højremand, spurgte, hvem denne var, og da Husmandens Navn blev nævnet, svarede den spørgende: ,,Ja, han er jo da ogsaa et Menneske!”
Det var f. Eks. en fast Regel, at alle understøttede personligt skulde indfinde sig ved Sogneraadsmøderne, naar de ønskede selv den mindste Forhøjelse, hvilket især var en stor Ulempe for de ældre. Denne Ordning blev heldigvis uden større Besværlighed straks afskaffet, imod at de kunde henvende sig til nærmest boende Medlem, der saa videre tog sig af Sagen,
— en Nyordning, som blev særdeles paaskønnet af paagældende.
Som Sogneraadsfmd blev jeg Medlem af det Udvalg, der skulde oprette en Sogneraadsforening for Amtet, og det var min Argumentation, der afgjorde, at man fik den heldige Deling i Kommunalforeninger, da Amtet var af saa stor Udstrækning. Jeg blev nødt til at være Foreningens første Fmd, i de to Aar, jeg ikke kunde undgaa at fungere. Som saadan repræsenterede jeg sammen med et andet Bestyrelsesmedlem vor Forening paa ,,De samvirkende Sogneraadsforeninger”s to Aarsmøder i København og Aarhus og rejste Spørgsmaalet om en Udvidelse af vore Sindssygeanstalter og om et Kursus for Sogneraadsmedlemmer. Det første fik vist nogen Betydning; det sidste blev modtaget med Forstaaelse, men blev ikke realiseret.
I denne Periode fik jeg de lokale Kommuner til at restaurere Légatstifteren Stausholms aldeles forsømte Grav paa Harboøre Kirkegaard og rejst ham et anseligt Granitmonument. Et ,,P.” er indhugget paa Stenens venstre Side; ingen ved, hvad dette Bogstav betyder.
Trods det ikke ubetydelige og tidstagende kommunale Arbejde (den aarlige Løn var 80 Kr.!) forsømte jeg absolut aldrig Skolen paa nær de faa Dage, jeg skulde være borte som kommunal Repræsentant, og jeg undrer mig over, at Tiden slog til. Naar Undervisningen var forbi, gik jeg gerne ind i mit lille Hummer af ,,Kontor” og skrev. Jeg var kun meget lidt ude og havde ingen Lyst til Selskabelighed; min bedste Arbejdstid faldt fra Kl, 9 til Midnat. Tanken om Overanstrengelse kom dog ret ofte, men den dulmedes ved Sarah Bernhards Udtalelse: ,,Jeg hviler mig ved at gaa fra det ene Arbejde til det andet”, og jeg taalte det helt godt. Kun Tobak var — og er fremdeles — min eneste Stimulans. —
Fra den Tid ejer jeg en Gave, som jeg sætter særlig Pris paa. fordi den blev mig overgivet med den absolut ærligste Taknemmelighed. En over 60-aarig Smed var kommen under Fattigforsørgelse, fordi hans Kone var uøkonomisk. Selv var han det bedste Menneske, man kunde tænke sig, men havde haft den Ulykke at blive ,,kraftig’ gift. Hans eneste Skavank var egentlig Tilbøjeligheden til Brændevin; han misbrugte den ikke, skulde kun have fire Snapse daglig til sine Maaltider, hvilke ingen misundte ham. Men naar Konen ønskede ekstra Kaffekomsammen, og det kneb med Mønten, satte hun hans daglige Ration ned, og over dette klagede han til mig. Jeg tog straks Affære, fik ved et Besøg Forholdet klarlagt og gjorde hende bekendt med, at hun absolut maatte holde Fingrene borte fra dette Omraade. Det hjalp dog ikke, og endnu en Gang maatte jeg indprente hende Forholdet alvorligt. Nogle Uger efter fik jeg atter hans Besøg, og jeg spurgte, om det var galt nu igen. I Stedet for Svar tog han op af Lommen en lille Pakke, indsvøbt i flere Lag Papir, som han fjernede. Det viste sig at være en Køkkenkniv med et Haandtag af Fyr uden nogen Forskønnelse. Den har jeg selv lavet, sagde han, og han vilde gerne, at jeg skulde tage den som Tak for, at han nu altid fik sine bestemte Dramme. Jeg takkede ham for hans gode Villie, gav min Kone Kniven og sagde, at den maatte hun aldrig skille sig af med. Den viste sig at være af fint Staal; vi har den endnu, skønt den er blevet meget tynd under dens flittige Brug.
‘Efterhaanden, som mit Ekstraarbejde tog mere og mere af min Tid, afkortede jeg Opholdet ved de forskellige Smaagilder, hvortil vi blev indbudt, og ved et heldigt Indfald blev jeg ogsaa helt fri for at spille Kort. Jeg har aldrig’ haft Lyst dertil, men deltog deri kun ved Glider for at faa Tiden til at gaa, mindre fordærvende end ved ganske ubetydende Samtaler, altsaa til Tidsfordriv, — et Ord, der afdækker en frygtelig menneskelig Uværdighed.
Ved en saadan Lejlighed opfordredes jeg stærkt til at deltage tillige med andre af en af Sognets større og meget spillende Gaardmænd. Jeg undslog mig, men gik endelig ind derpaa. Han ønskede et Parti Whist og vilde have det saa højt, at man ikke skulde tabe Interessen, mindst skulde Spillet være paa 2 øre. Paa mit Spørgsmaal om, hvad Gevinsten skulde anvendes til, svarede han, at den selvfølgelig skulde tilfalde de vindende. Altsaa ren Begærlighed, sagde jeg, og det kan vi ikke være bekendt, da det godt kan komme til at dreje sig om ikke saa faa Penge. Men der samles, jo ind til en Ko til den fattige S. — lad det gaa dertil! — Forslaget vakte ligefrem Bestyrtelse; den store Gaardejer vilde saa ikke være med, og siden blev jeg aldrig opfordret til at spille.
I 1902 udsendte Chr. Erichsen .,Landsbyskolens Læsebog”, og jeg skal være den sidste til at paastaa, at denne Bogs udtalte Succes kommer paa vi to ,,Udgivere”s Kappe. Ideen var Erichsens egen. Han søgte gennem ,,Lærerforeningens Medlemsblad” Medarbejdere til Bogen, og blandt de indgivne Tilbud valgte han Madsen-Vorgod og min Ringhed til Redaktører. Den Plan, han i store Træk havde angivet, udarbejdede vi, og Bogen blev til. Men hvad har hans Indflydelse med Udstyrelse etc. ikke gavnet! Og ikke mindst Navnet, han havde givet Bogen — Landsbyskolens Læsebog — en dristig Tanke paa Forhaand helt at udelukke andre Skoler og alene have Landsbyskolen for øje. — Min særlige Indsats bestod i, at den skulde, være lettest muligt at læse, hvilket bl. a. især kom frem i dens I Del med En- og To-Stavelsesordene, et Afsnit, der i den nu omredigerede Udgave er slettet, hvad næppe vil fremme dens Afsætning. Vi fik et Honorar een Gang for alle; men medens Arbejdet saaledes kun gav os et meget beskedent økonomisk Udbytte, blev Bogens Udgivelse til stort Held for os, da vore Navne nu blev kendte Landet over. — Umiddelbart efter fik vi Opfordring fra Forlagsboghandler Schønemann, Nyborg, om straks at træde i Forbindelse med hans Forlag og udgive en Regnebog, hvoraf vi sikredes Procenter hver.
Denne fik vi færdig i tre Dele til Udsendelse fra 1903, og den blev ogsaa en udtalt Succes, der gav et godt Udbytte, ja, giver lidt endnu. Madsen-Vorgod skrev særlig I, jeg II Del, og begge var vi om III Dels Udarbejdelse. Desværre blev Schønemann alt for tidlig syg og døde; men Medarbejderskabet med denne ædle Personlighed, mine talrige Besøg hos ham, der behandlede mig som Ven, hører til mine allerbedste Minder, — For Resten kan jeg kun unde min værste Fjende at lave en Regnebog. Den gik mig efterhaanden komplet paa Nerverne; jeg blev søvnløs, talte og talte i Tankerne, var aldrig fri for Tal og maatte tage et Par Maaneders Ophold paa det ideelle Skodsborg Sanatorium med den prægtige Carl Ottosen som Overleder. Et ubehageligt, men uundgaaeligt Arbejde var det, da vi i 1907 maatte omregne Regnebogen i Meterudgave; men dette udførtes heldigvis dog uden videre Svækkelse af Helbredet.
I 1904 udsendtes hos Schønemann ..Reform Atlas med Geografi”, Teksten var en Udvidelse af mit lille Hæfte ,,Geografi i Udtog”, og de farveløse Kort var tegnet af min gode Ven, den senere saa bekendte Digter, Thøger Larsen, der da var Assistent hos Landinspektør Aaberg, Lemvig. Den gik egentlig godt; men Prisen var alt for lille, 50 øre, saa den blev ikke fortsat, da Schønemann døde. — Fra 1905 udgav jeg ,,Børnenes Bibliotek” sammen med Redaktionssekretær H. P. Hansen, ,,Kristeligt Dagblad”; men det kunde kun svare sig et Par Aar. Saa kom efter Chr. Erichsens Forslag paa hans Forlag fra 1909 Børnenes Julebog”, og den gaar endnu efter Sammenslutning med Grønvald-Fynbos Julebøger. 1910 udgav jeg ,,Det lille Børneblad”; dette kunde dog slet ikke klare sig i Konkurrencen og gik snart over til Erichsens Forlag.
Saa kom det bedste af det hele: Den vide Verden’ I — IV paa Schønemanns Forlag fra 1910, sammen med Friskolelærer Espersen (,,Alfred Lind”) Han var det mest beskedne og ærligste Menneske, jeg har kendt, ædel, retliniet og nobel. Jeg var kommen i Forbindelse med ham ved at skrive lidt til det lille Børneblad, han udgav for en fynsk Bogtrykker. Vi havde det herligste Samarbejde og et lykkeligt Venskab i fuld og aldrig svigtet Tillid. Hans alt for tidlige Død var mig en saare stor Sorg. Vi havde planlagt flere Skolebøger, da Schønemann sagde, at alt, hvad vi ønskede, skulde blive udgivet. Kun alt for tidligt og brat endte dette lykkelige Arbejdsforhold som Krigen bl. a. med dens hurtigt voksende Fremstillingspriser yderligere svækkede. 1914, det sidste uhindrede Foretagsomhedsaar, bragte ,,Min første Læsebog”, sammen med Madsen-Vorgod paa Chr. Erichsens Forlag; det var en Fortsættelse af Landsbyskolens Læsebogs En- og Tostavelsesord, og den gaar godt endnu. — Endelig startedes ogsaa samme Aar paa Erichsens Forlag ,,Landmands-Almanakken’, der endnu gaar, endda i større og større Oplag, Det var min Idé med et Fagstof i en Almanak; Erichsen blev meget interesseret, og det ser ud til, at Tanken ogsaa er god nok. — ,,Forskolens Skrivebog” var det sidste, jeg (sammen med Lærer Dyre) lavede under Schønemanns Sygdom, — Bogen gav vist kun Tab for Forlaget. — ,,A B C-Bogen” (Flagbogen) laa i flere Aar udarbejdet: men Udgivelsen forsinkedes efter Schenemanns Død, saa den først udkom 1915. Bogen gaar stadig, og den giver endnu Honorar til Espersens efterladte og mig. Derimod er ,,Den vide Verden” nu praktisk talt gaaet ud. Den var bestemt til Læsebog; men Prisforhøjelserne umuliggjorde denne Anvendelse, saa den væsentligst i flere Aar og endnu kun afsættes som Haandbog. Desuden har jeg fusket lidt med Blade: ,,Skole og Samfund” 1905, ,,Dansk Folketidende” fra 1907 og et Par mindre Blade: ,,Ungdommen” og ,,Modersmaalet”; men dette gav kun Tab. — ,,Tidsskrift for Redningsvæsen”, som Redaktør Lilholt, Lemvig, efter indtrængende Opfordring fra Redningsmændenes Forening startede 1933,-— kun paa Betingelse af, at jeg vilde være Medredaktør og ,,Forretningsfører”, udgiver vi kun for Sagens Skyld og uden reelt Vederlag med Undtagelse af, at vi er blevet Æresmedlemmer af Foreningen. —
Mit beskedne Skriveri til Blade blev fortsat. Fra omkring Aar 1900 gav Arbejdet Anledning til, at jeg fik en yderligere haardt tiltrængt Paavirkning ved hos et Par større Blade at blive Referent fra ,,Dansk Skoleforening”s Aarsmøder og de store Pigeskolemøder i Varde, hvilket interessante Arbejde vedvarede, indtil Krigsfølgerne ødelagde ogsaa det. I over femten Aar overværede jeg disse aarlige Møder. Ved førstnævnte, der afholdtes stadigt nye Steder rundt om i Landet og med dertil hørende Udflugter, fik jeg et rigtig godt Kendskab til Fædrelandets Natur, ligesom det var overordentligt udviklende at høre nogle af Landets bedste Talere, bl. a, Professor Høffding, Pastor Skovgaard-Pedersen, Schrøder, Baagø, Poul la Cour, J. C. Christensen, H. P. Hanssen, Benediktson m, fl.. I Kristiania og Stockholm var jeg til nordiske Skolemøder, ligesom jeg fik Stipendier til Maanedskursus, og en 14-Dages Rejse i Sønderjylland helt til Kiel var højst interessant. Ovenud befrugtende var to — for Resten første i sin Slags — Land- og Havebrugskursus paa Lyngby Landboskole i dagligt Samvær med Kolleger og de ganske udmærkede Lærere: Forstander la Cour, Børup, K. Hansen, Lunde og Mørk-Hansen. Uforglemmelig var et Foredrag af la Cours Svigerfader, Oldingen Fr. Barfod, samt Poul la Cours astronomiske Foredrag. De højst interessante Udflugter paa Sjælland ,til Sverige og Besøg i vore Museer under la Cours Førerskab var aldeles ubetalelige.
Ved forskellige Lejligheder havde jeg den Glæde at træffe sammen med kendte Personligheder, og noget af det mest interessante kan jeg ikke nægte mig at meddele, nemlig Overværelsen af et Møde mellem Redningsbestyrer, Konsul Andersen, Lemvig, og Forfatteren Herman Bang. Det var Aftenen efter, at vort Redningsvæsens største Ulykke var indtruffen, Dødsnatten for Lilleøre 1897, der krævede hele Redningsmandskabets Liv. Jeg havde opnaaet Tilladelse til at faa nogle supplerende Olysninger om den sørgelige Tildragelse og mødte paa Kontoret Kl. 9.
Konsulen sad ved Skrivebordet, den statelige, kraftige Skikkelse var som noget ældet; Begivenhederne havde øjensynligt grebet ham dybt.
• — Jeg sidder nu og gør min Rapport færdig, sagde han stille. Aah — de er blevet drevet i Døden — ganske meningsløst — mod alle Reglementer — truet i Døden og under ganske misforstaaet Æres- og Pligtfølelse, disse prægtige Folk!
Og dette var sikkert ogsaa den sande Aarsag til Katastrofen.
Fruen kom stille ind og meddelte, at to Hovedstadsjournalister anmodede om at faa Oplysninger. Med et let Suk gav Konsulen Tilladelsen. Da de havde sat sig, sagde han: Jeg vil nu læse min Rapport for de Herrer, og ønsker De at høre mere, kan De jo spørge.
Fruen viste sig igen: Herman Bang er ved Døren og vil gerne tale med dig. Konsulen gav et nervøst Kast med Hovedet, og der kom Rødme i Kinderne. Efter en Pause sagde han: Lad ham komme! Herman Bang kom let og næsten svævende gennem Døren. Med den største Opmærksomhed betragtede jeg ham; for et Par Aar siden havde jeg besvaret et Brev fra ham angaaende nogle Oplysninger, medens han var knyttet til ,,Nationaltidende”. Hans Paaklædning var et mørkt stramtsiddende Jakkesæt, yderst elegant, men det gjorde hans slanke Skikkelse endnu tyndere, næsten uhyggelig tynd. Hans magre Ansigt var graablegt i det dæmpede Lampelys, meget magert, og øjnene syntes indfaldne; det smukke sorte Haar næsten glinsede. Mit Indtryk var, at han var meget svag, Med et let Buk præsenterede han sig som ,,Aftenbladet”s Repræsentant.
Konsulen rejste sig fra Skrivebordet og gik rask et Par Skridt imod ham. Den ranke, kraftige Mand fyldte saaledes i Rummet, at Bang syntes meget mindre, end han var. Det smukke hvide Haar og Skæg gjorde Skikkelsen endnu mere imponerende, og gennem de skarpe Brilleglas saas Refleksen af Lampe-lyset, som om øjnene skød Smaalyn.
— De — her! sagde han skarpt. De, der som ingen anden har brændemærket vore brave, pligtopfyldende Redningsmænd og nedsat deres Anseelse i det offentlige Omdømme! De her — tilmed under vor største Ulykke!
Under denne voldsomme Eksplosionshilsen stod Bang uden mindste Bevægelse, og som om den slet ikke havde Adresse til ham.
Og saa fortsattes der uden Ophold om, hvorledes han i sin ansvarsløse Omtale af ,,Sleipner”s ulykkelige Stranding havde dænget Misforstaaelse paa Misforstaaelse, Urigtighed paa Urigtighed, parodieret Redningsvæsenets Materiale, gjort det til Antikviteter, gjort Redningsmændene til Umuligheder, Ledelsen til en Hjælpeløshed, — dænget Uret paa Uret mod den enkelte og mod alle, fremsat tendentiøse og ganske urigtige Paastande, — han, der hverken havde eller kunde have Betingelser for at kende til eller dømme om, hvilke uovervindelige Vanskeligheder der maatte kæmpes imod, — og nu var ved Behandlingen af denne sørgelige, uafvendelige Tildragelse Landets Redningsvæsen beskæmmet og lagt for Mistro af Omverdenen, skønt der var gjort alt, hvad der kunde gøres med de Hjælpemidler, der stod til Raadighed, ligesom der vilde hengaa lange Tider, inden Anseelsen kunde genvindes.
Der var baade Indignation, Sorg og dyb overbevisende Varme over Konsulens Tale.
Bang var den eneste, der syntes upaavirket. Han stod lige rolig og saa Konsulen i øjnene uden at fortrække en Mine. Da Konsulen standsede, tog den saa haardt angrebne Ordet. Indtagende stille og behersket sagde han:
— Jeg værdsætter Deres Forsvar højt, beundrer Deres varme Hjertelag for Deres Mænd og misunder de Polk, der har Dem som Værge. Derefter gjorde han Rede for det Arbejde, han i omtalte Sag havde udført. Hans Oplysninger beroede paa Selv- syn og var urokkede, hans Motiv var det ædleste: at hans Landsmænd kunde blive i Stand til i endnu højere Grad at kunne udføre deres livsfarlige Hverv til Velsignelse for Brødre i Ned, og han glædede sig over, at der allerede kunde konstateres gode Resultater. Han betragtede den Indsats, han ved denne Lejlighed var kommet til at gøre, som noget af det der havde glædet ham mest, og som rigtigt opfattet havde været en Hjælp til de Bestræbelser, der ogsaa var Maalet for Konsulens ansvarsfulde og anerkendte Virksomhed. Og han sluttede med følgende, der var ikke mindst virkningsfuldt:
— Og dersom det skulde ske at Deres brave Folk ved nogen Lejlighed eller til en hvilken som helst Tid kunde have Nytte af min Haand eller Pen, saa vær forvisset om, at den altid vil staa til Deres Raadighed.
Den Maade, hvorpaa Bang fremsatte sat Forsvar, viste ham som den fuldendte Dramatiker, han var. Det var noget af en Aabenbaring, og det greb os alle, saa følt og varmhjertet Talen var og uden mindste Bitterhed.
Konsulen stod et øjeblik stille. Derpaa sagde han: Nu har jeg talt fra Leveren og De ogsaa. Tag en Stol, og lad os saa tage fat paa det foreliggende.
Da vi efter en lille Times Forløb tog Afsked og var kommen ud paa Gaden, udtalte Bang ønsket om, at jeg fulgte ham til Hotellet, hvor han vilde gøre mig nogle Spørgsmaal om lokale Forhold.
Medens vi gik ene paa Gaden, sagde han stille: Jeg er glad ved at have gjort Konsulens Bekendtskab; han er noget af en Mand, en Kraft.
Under Samværet paa Hotellet ønskede Bang Oplysninger om nogle vestjyske Personligheder. Bl. a, faldt følgende om Niels Bjerre i god Jord.
Medens han var Rekrut ved Infanteriet i Viborg, udviste han særdeles ringe Opmærksomhed for at holde sin Uniform reglementeret fin. Ved Delingen stod en Skrædder, der i saa Henseende var Bjerres komplette Modbillede. En Søndag Formiddag ved Paraden, da Skrædderen var særlig straalende, trak Korporalen Bjerre frem foran Kammeraterne og sagde med Pathos:
,,Kunstmaler — spejl Dem nu rigtig i Skrædderens Knapper! Kan dette Syn dog ikke kvæle Deres ulykkelige Sværmeri for de matte Farver?”
Den Dag i Dag har jeg fremdeles den Lykke at kunne arbejde lidt med Pennen og altid have Beskæftigelse, saa jeg aldrig behøver at drive eller kede mig, — en Lykke saa stor og ubetalelig, som jeg aldrig har kunnet tænke mig, skulde blive mig til Del. Det er ganske ufortjent, men kan siges som Opmuntring for ligestillede, at den ogsaa vil kunne erhverves af alle andre. Min Afsked fra Skolen 1931 vilde have voldt mig ulidelig Plage, hvis jeg ikke fortsat kunde have haft min Tid fuldt optaget.
| Minivejledning. Tag Ctrl+Home for at komme til denne lange artikels begyndelse. Bemærk: Alle Stikord/ Bogmærkerne i højre side der! Forlad denne minivejledning med Ctrl+Home Skriftstørrelse: Der er link til få sider uden for artiklen. Disse lukkes ved klik på X i det opadvendte faneblad |
Efterkommere efter Jens Gregersen Pinholt, kendt at de gamle på egnen (2019)
Jens Gregersen Pinholt med nogle efterkommere Klik her!
Tilbage til start: Ctrl+Home
