Menighedsrådet ved Hygum Kirke var alene om at beslutte, at ca 60 gravsten, der jo formelt tilhører de pårørende til de afdøde, ikke bare skulle knuses. – Der blev sendt brev til de pårørende, hvoraf meget stort flertal ønskede, at gravminderne skulle blive på kirkegården i en 10 års periode, – mere er ikke lovet fra menighedsrådets side. Menighedsrådet vedligeholder ikke stenene!
Senere har det nu etablerede pastorats råd, dvs. fælles menighedsråd for Hove- Hygum og Tørring tiltrådt, at en plads blev klargjort og stenene opstillet. – Der mangler stadig nogen beplantning.
Ideen med stenenes opstilling i buer med bagsiden mod fjorden er, at man oplever fjorden i baggrunden, mens man går rundt mellem minderne.
Menighedsrådet har ikke ytret ønske om mulighed for at læse lidt om de afdøde, mens man går rundt i mindelunden. Derfor står den her udarbejdede tekst til gravminderne alene for undertegnedes regning.
Jeg vil være yderst taknemmelig, hvis nogen har noget at tilføje. Rettelser vil blive modtaget med tak, – hvad enten det drejer sig om faktuelle fejl eller mangler eller man ikke kan lide det, der står.
I stor udstrækning har jeg kontrolleret/brugt oplysninger fra Klinkby Lokalarkiv. Hermed udtrykkes min største taknemmelighed til Klinkby Lokalarkiv.
Med en smartphone-scan af QR-kode på stenenes bagside kan man komme direkte til teksten til den enkelte sten.
Med venlig hilsen
Thorkild Houe Andersen
Hygum d. 8. marts 2018
Søren Kirkegaard om det at mindes en afdød: |
| “Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød er saaledes en Gjerning af den uegennyttigste, den frieste, den trofasteste Kjerlighed. Saa gaae da hen og udøv den; erindre den Afdøde, og lær just derved at elske de Levende uegennyttigt, frit, trofast. I Forholdet til en Afdød har Du Maalestokken, hvorpaa Du kan prøve Dig selv … Erindre den Afdøde, saa har Du, foruden den Velsignelse, der er uadskillelig fra denne Kjerlighedens Gjerning, tillige den bedste Veiledning til at for staae Livet rigtigt: at det er Pligt at elske de Mennesker, vi ikke see, men ogsaa dem, vi see. Pligten at elske de Mennesker vi see kan ikke ophøre, fordi Døden skiller dem fra os, thi Pligten er evig; men altsaa kan Pligten mod de Afdøde heller ikke skille de Medlevende saaledes fra os, at disse ikke blive Gjenstand for vor Kjerlighed. “ |
